Geografisk beskrivelse af Resmonien og Sagos

Resmonien omfatter et større geografisk landområde som er en del af kontinentet Atruaghihinia. Region er afgrænset af vest- og nordvendte kyststrækninger ud mod Gihantor Havet. Mod øst afskæres regionen fra resten af kontinentet af den store bjergkæde, Mannoks klør. Mod syd grænser regionen op til golde ørkenlandskaber og det livsløse hav, Salthavet. Populært kaldes Resmonien region for Rigerne i Viften eller bare Viften.
Sagos er en ø, vest for Resmonien, som er kendetegnet ved sin kontur, der ligner et udspilet sejl eller et segl, hvorfor Sagos oftest blot benævnes Seglet.
Fyrsteslægterne og kongeslægten på Sagos siges at stamme fra de første mennesker i Viften, som i de tidligere tider dyrkede andre og nu næste glemte guder. Ifølge sagn forenende guderne sig med menneskene og fik jordisk afkom, som slægterne siges at udspringe fra. De herskende slægters markant længere levealder tilskrives det guddommelige blod. Nogle vismænd (meget få nulevende) hævder imidlertid at slægternes længere levealder er et resultat af at kønslig omgang med dæmoner i de første tider. Størstedelen af adelen afskriver dette som ammestuesnak, mens de med den anden hånd slår på deres slægtsskab med guderne og priser sig selv som den guddommelige herskerrace.

Seglet (Sagos)

Sagos, er i modsætning til rigerne i Resmonien, et storkongedømme. Storkongedømmet, Sagos, er lige så gammelt som det ældste fyrstedømme, Tjesmarn, i Resmonien. Begge riger har eksisteret siden de første mennesker etablerede sig i Resmonien.
På øen Sagos (Seglet) hersker Kong Oriaz og har hersket i over 400 år. Kong Oriaz overtog tronen i den historiske tidsepoke, der blandt historikere, benævnes Etableringen (jf. [[Resmonias tidstabel]]). Prins A’leb er Kong Oriaz søn og varetager diplomatiske ærinder uden for Seglpagten.

Viften (Resmonien)

Viften (eller Viftelandene) er populærnavnet for hele regionen, som også bærer navnet Resmonien. Folkeslaget refereres til som Resmonianere. Viftelandene består af følgende 8 fyrstedømmer:

Zod ligger i det nord-vestlige hjørne af Resmonien.

Larn ligger lige under Zod, støder op til kysten i vest og grænser sammen med Zod op mod Bouldron i øst.

Bouldron ligger i det nord-østlige hjørne af Resmonien og har en nordlig kyststrækning.

Fingran er det største fyrstedømme, ligger i midten af Regionen og strækker sig fra kysten i vest til bjergkæden [[Mannoks kløer]] i øst.

Hindorth ligger under Fingran med en kyststrækning i vest.

Ginkur ligger under Hindorth og Fingran. Strækker sig fra kysten i vest til bjergkæden [[Mannoks kløer]] i øst.

Tjesmarn ligger i den syd-vestligste del af regionen.

Soath ligger i det syd-østligste hjørne af regionen. Har som det eneste rige ikke en kyststrækning mod [[Gihantor havet]], med har derimod en kyststrækning mod Salthavet.

Seglpagten

Riget, Sagos, er ankerpunkt i et allianceforbund som binder Sagos og landene i Resmonien sammen. Forbundet, baseret på seglpagten, er i nuværende stund, en skygge af fordums pragt og står på randen til splittelse. Grådighed, magtbegær, jalousi og egentlig ondskab er langsomt ved at æde sig ind i kernen af det som holder forbundet sammen: De gamle edsvorne æresløfter. Løfterne er baseret på en række Epistel fra den svundne højalder. En række fyrster stiller spørgsmål ved validiteten af de gamle løfter samt fornuften i de gamle Epistler.
Det oprindelige forbund udgøres af Sagos og de otte andre riger i Resmonien. De otte riger i Viften, er mod vest og syd omgrænses af lovløse og uciviliserede områder. I disse ugæstfrie områder hersker uvis fare, fjendtlige skabninger, ondskab og kaos. Almenheden kalder disse tilstødende områder for [[Kaosranden]]. I Kaosranden dominerer enkelte magter og har etableret egentlige herredømmer. Fire regioner i Randen har defineres sig som suveræne riger og kontrolleres og styres af fire dominerende magtudøvere i Kaosranden. [[Det Mørke Broderskab]] styrer region [[Gexu]], Sheik Jazbin hersker over [[Jalbarn]], Kong Xeranx regerer over [[Dunamor]] (Morgenrødens rige) og den dæmonisk skikkelses kaldet [[Djævlefyrsten]] (eller bare Djævlen) holder region [[Fangorf]] i et jerngreb.
For ca. 270 år siden blev det nuværende forbund dannet for at holde disse fjendtlige magter stangen og for at sikre at katastrofen som ledte til den Mørke tid ikke gentog sig. Forbundet blev funderet med udgangspunkt i den store pagt og med afsæt i [[Epistlernes arv]]. Man forsøgte at inddrage de få erfaringer som var blevet overleveret fra Højalderen. Disse var midlertidig få. Blandt de vise og de herskende var der dog enighed om, at det var menneskelig arrogance som havde ført til undergang og den Mørketid.
[[En profeti]], udtalt af spåmanden Eirktan fra Moortusgrotten, forudsagde dog at forbundet ville gå synder og endnu en undergang ventede Seglet og rigerne i Viften.

Den feudale magtstruktur i Resmonien

Feudalisme er i bund og grund en samfundordning, hvor fyrsten giver et stykke land til en vasal under bestemte vilkår. Fyrsten ejer i teorien (vel at mærke) al jorden i sit fyrstedømme, men har fordelt denne blandt en række vasaller (fra højadlen – grever og hertuger- som egentligt bare er magtfulde krigsherrer). Magten er derfor reelt spredt jævnt mellem fyrsten og den magtfulde højadel. Årsagen til konstruktionen er naturligvis, at det er umuligt for fyrsten at kontrollere hele sit rige (i mangel af effektivt statsapperat og infrastruktur) og derfor har baseret sin magt på relationer og alliancer med magtenheder, der kan supportere ham lokalt. I praksis er det eneste som binder riget sammen altså et setup som er baseret på personlige forbindelser og troskabseder (samt magtspil).
Fyrsten overlader altså principielt ejerskabet og brugsretten af sin jord til en vasal (krigsherre). Vasallen skal naturligvis formelt anerkende fyrstens overhøjhed og forpligter sig til at stille med krigstjeneste når fyrsten ønsker. Denne aftale er dog gensidig og fyrsten er således også forpligtet til at forsvarer sin vasal. Desuden får vasallen mere eller mindre ret (og pligt) til retshåndhævelse i sit område.
I praksis er fyrsten afhængig af de tropper, som hans vasaller stiller med. Det er sket, at deres loyalitet har svigtet og de ikke har bakket op om deres fyrste som påbudt. I dette tilfælde (og enkelte andre særtilfælde) kan en fyrste have held med at fravriste en vasal deres len med henvisning til, at de ikke har opfyldt deres krigspligt.
Dette system forgrener sig videre ned til lavadelen, som stiller med tropper, som indgår i højadelens hær.
Reelt er situation i største delen af rigerne, at mange af de magtfulde slægter i praksis har opnået arveret til deres landområder – sådan var det ikke oprindeligt. Fyrsten kan i teorien modsætte sig dette, men i praksis er det næsten umuligt, da mange slægter er for magtfulde. Desuden vil det skabe usikkerhed hos mange af vasallerne og dermed destabiliserer hans magt position, hvis fyrsten først begyndt at bevæge sig ud af denne tangent.
I forhold til udskiftning i lavadlen sker dette oftere, men stadig sjældent, da destabiliseringen vil sprede sig i underlenet på lignende vis.
Det hænder dog at ”underlener” tordner sammen og en ny baron eller kar/van ser dagens lys. Ofte vil dette dog typisk ske med en overordnet lensherrers billigelse.

Adelshierarkiet i Resmonien

Storkongen

Storkongen, som for nuværende har magtbase i Sagos, er principielt den øverste i det adelige hiraki og besidder den formelle magt over fyrstedømmerne i seglpagten. Storkongedømmet blev genetableret efter at have været borte i 850 år. Det nuværende storkongedømme har eksisteret i godt 400 år.
Storkongemagten går om sådan i arv, men er i princippet betinget af et aktivt og velfungerende rigsfællesskab Vifte-landene i mellem. Således faldt det daværende storkongedømme i grus for 1270 år tidligere.

Fyrsterne (kongerne)

De enkelte riger i viften regeres af gamle kongeslægter, men som en del af storkongedømmet, er disse konger benævnt fyrster. Fyrsterne besidder den øverste magt indenfor deres egne riger, men er overordnet underlagt storkongen.
Principielt er fyrste ikke en adelig titel, ligesom baron eller greve, men er egentlig en ærestitel, der betyder den første. Det er altså rigets bedste mand; den rigeste og mest magtfulde – som i praksis er den sammen som landets konge.
Kongeslægter i rigerne går i arv, men det hænder at svage slægter fjernes fra magten. Det er set i perioder, at der er sket hurtige skift mellem den ene og den anden konge. Endelig er det sket, at der i perioder har været flere konger samtidigt indenfor det enkelte land. I disse tilfælde har Storkongen typisk valgt side og aktivt støttet sin allierede.
Kongerne kan således udspringe/opstå fra eksisterende adelslægterne, hvis magtfaktoren pludselig er i deres favør. Dette under forudsætning af, at de er stærke nok til at vælte den regerende konge og efterfølgende samle landet.
Netop derfor bestemmer kongerne sjældent suverænt, da de ofte behøver støtte fra magtfulde stormænd og anden adel for at bibeholde magten. Hvis magteliten bliver utilfredse med kongen, så kan slægterne vende sig imod ham og bringe hans magt i alvorlig fare. Magteliten bliver derfor ofte spurgt, når der skulle laves nye love, føres krig eller tages beslutninger, der gælder hele landet.
I de enkelte fyrstedømmer er der stor individuel variation af, hvor cementere den siddende fyrsteslægts magt er.

Adlen og stormænd

Adlen og stormændene er rige jordejere, der står i spidsen for deres slægt. De ejer som oftest store dele af enkelte landsdele, og nogle er så magtfulde, at de fungerede som suveræne mini-kongedømme i landet, ofte kaldt hertugdømmer. Kendetegnet for dem alle er, at de ofte meget rige og typisk har egne soldater/vagtkorps. Mange adelsslægter har ofte egentlige hærenheder, som kan være særdeles kostbare at holde aktive.
Slægterne indgår næsten altid alliancer med hinanden. Det sker ofte gennem arrangerede ægteskaber, hvor slægterne gifter sig ind i hinanden og dermed binder de sig sammen via blodets bånd. Man ser jævnligt ægteskaber mellem rivaliserende slægter, anvendt som et effektivt middel, til at slutte fred og samle deres kræfter. På den måde er nogle af de mest magtfulde slægter blevet stærke.

 Adlen – ”Det gamle blod”

I viften eksisterer meget fasttømrede traditionsforankrede adelsslægter. Meget sjældent finder en ny adling sted.
Mange adelsslægter bærer det ”gamle blod”. De er en elite race, som bliver ældre og stærkere end normale mennesker. Leveralderen er +50 år i forhold til normalen. Slægtsskabet i denne del af adlen er uhyre stærkt. Af disse adelsslægter, betragtes det som dødssynd, at avle afkom med slægter/racer som ikke er forbundet med de rene slægtslinjer af det gamle blod. Netop derfor er ægtepagter i rigt mål anvendt til at knytte stærke bånd og alliancer disse slægte imellem.
Hver af disse gamle slægter siges dog at bærer på en blod-forbandelse, rangerende fra forbier, fysiske handicap, psykiske lidelser og andre særpræg.

Højadlen

Fyrsterne i de enkelte lande, en håndfuld hertugslægter og grevskaber, samt storkongen-slægten fra Seglet udgør højadlen. Det har stort set altid været hertug-slægter eller et grevskab, som har efterfulgt eller overtaget regentmagten, hvis omstændighederne har krævet en omvæltning (både i form af manglende arvinger, væbnet magtovertagelse, anden revolutionær handling eller krig). Der har været enkeltstående tilfælde, hvor en baron eller lavere byrd har overtaget tronen.

Lavadlen

Omfatter en række baronier og ridder-slægter.

Ridderne

Højadlen, samt enkelte baronier med særlige beføjelser (jf. [[Zod]]) kan udnævne riddere. Kun den siddende fyrste kan udnævne Blodsriddere.

Blodsriddere (kar): Indenfor ridderadlen eksisterer to kategorier, blodsriddere, som har arveret til titel og eventuelle besiddelser, og, æresriddere, som ikke har krav på at fastholde retten til riddertitlen eller besiddelser i slægten, hvis familiemedlemmer tildelt ridderskab skulle dø eller på anden måde miste retten til titlen.
Blodsriddere (riddere af blodet) tiltales Kar (som betyder ren (eller lige) linie).
Enten benyttes som det engelske Sir eller sammen med hele navnet F.eks. Kar Hubert Gyldentak

Æresridder (van) (riddere af ære) tiltales med Van (som betyder tilknyttet). Van benyttes i midten af navnet til at knytte fornavn og slægtsnavn sammen, f.eks. Hubert van Gyldentak. Som Kar kan Van også benyttes i stil med det engelske Sir.
I tilfælde af tvivl om hvorvidt en ridder skal tiltales Kar og Van, er der ofte visdom i at tiltale vedkommende med ”noble ridder” eller blot ”Kar”, da blodsridderne ofte tager det meget nært hvis retmæssigt titlen ikke tiltales korrekt.

Stormænd

Stormænd eller andre rige, magtfulde og indflydelsesrige personer uden adelstilknytning, bør tiltales med det prestigefyldte Herrlin eller Fraulin.

Det jævne folk

I de tidlige tider ejede de jævne slægter som regel deres egne gårde. Det ændrede sig imidlertid. Adelsslægterne (og stormændene) benyttede sig af de mange perioder med ufred i rigerne til at få fingrene i mange små, frie gårde på de frugtbare jorde. Dermed har magteliten yderligere konsolideret deres magt og rigdom. Der er dog stadig en del frie gårde rundt om i riget.

Magien i Resmonien

Den herskende klasse har altid frygtet magi pga. dens uoverskuelige potentielle for at underminere den eksisterende magtstruktur. Derfor forsøger de at kontrollere hvem der har lov til at udøve magi. Til dette formål er nedsat et Magiens råd og en tilhørende magikerorden. Rådet, [[Sepethion]], blev oprindeligt kontrolleret af fyrsterne, men Septhion er i højere og højere grad blevet en selvstændig magtidentitet. Nogen siger at fyrsterne aldrig har haft reel kontrol over rådet.

Visse troldmænd fra denne orden, træder i Højadelens tjeneste. En del af fyrstedømmerne accepterer kun, at deres egne magikere, samt enkelte godkendte Magos (se nedenstående), udøver magi i deres riger. Udøvelse af magi udenfor disse rammer accepteres sjældent og straffen er som regel døden. Desuden er der visse fyrster, som har nultolerance for magi og ikke acceptere nogen form for trolddom inden for deres landegrænser.
Den begrænsede og kontrollerede tilgang af magi, har gjort nogen af Viftens beboere teknologisk innovative og i visse regioner ses noget som kunne ligne industrielle tiltag (jf. [[Ginkur]]).

På øen, Manol, nord-øst for Sejlet, ligger magiker ordens hovedsæde, Sepethion. Her uddannes og licenseres alle magikere som må operere i Forbundet. Som godkendt magiker, kan man vælge tilværelsen som Magos, en fritstillet vandrende magiker, eller vælge at tjene en fyrste som Elithat, Rigsmagiker, rådgiver og vismand. Det øverste råd i Sepethion kan til en hver tid indkræve en magikers licens. Uden denne må en magikere ikke udøve magi. Skulle en magikere udøve magi uden aktiv licens, fredlyses denne, og er herefter et jaget mål for [[Kronos-korpset]]. Kronos-korpset er en dedikeret ridder/magiker orden sat i verden med det eneste formål, at jage og uskadeliggøre fredløse magikerer.

Som Magos, vælger man en af tre stier: Den bidragende sti, Den søgende sti eller Den observerende sti.

På ”’den bidragende sti”’ dedikerer man sine evner til at hjælpe samfundene i Resmonien, hvor man kommer frem. Disse magikere er meget velset i de mindre byer og løsrevne småsamfund.

På ”’den søgende sti”’ er man dedikeret magisk forskning. Man er forpligtet til at dele sine resultater med Rådet i Sepethion, som ofte gerne samarbejder og kan stille ressourcer til rådighed. Der stilles krav til at, at man mindst hvert 3. år aflægger status på Sepethion i forhold til sine eksperimenter og resultater.

På ”’den observerende sti”’, fungerer man som Sepethions øre og øjne i riget. Man er forpligtet til ugentligt at aflægge rapport, men er selv herre over rejseruter, ophold og aktiviteter.

Religion

I Resmonien besad guderne, de ophøjede højere magter, i bogstaveligs forstand herredømmet i himlen, i vandet, på jorden og under jorden. På den gamle tid færdedes guderne blandt menneskene – Det gør de imidlertid ikke mere. Hvis de gør, så er det i hvert fald i det skjulte, da der ikke i nyere tid har været vidnesbyrd om dette.

De tre overordnede guder som man dyrkede og stadig dyrker er Himmelguden, [[Eios]], Vandets gud, [[Seis]] og Jordens gud, [[Raorn]]. Under disse tre overordende guder forgrener og knopskyder sig en større gudeslægt af mindre indflydelsesrige guder. Foruden de tre overordende guder, blev [[Memeth]], en fjerde overordnet gud tilbedt. Memeth er knyttet til det underjordiske, det usete og den mægtige kraft, som udspringer fra ilden. På grund af Memeths mørke side og den ødelæggende kraft som han repræsenterer, er hans tilbedere i det meste af Resmonien ilde set og ofte forfulgt. Mange associerer Memeth med den mørke tid, hvor mange af hans tilbedere skulle have valgt en mørk sti.

De fleste byer i Resmonien har et væld af mindre templer, husaltre og helligsteder hvor talrige farverige mindre guddomme dyrkes. Gennemgående for de enkelte byer og regioner er dog, at en af de tre større guddomme tilbedes centralt af befolkningen i større eller mindre grad. Det ses ofte, at den samme centrale guddom tilbedes på tværs af landegrænser og områder. Dette kan bevirke stærk sammenhørighed mellem kulturer uafhængigt af riger og herskere. Ligeså ofte er det dog, at landsdele indenfor et enkelt rige, hver især tilbeder deres forskellige hovedguddom. Endelig er der enkelte af de store gamle adelslægter, som foruden en af de tre hovedguder, tilbeder guder, som kun de tilbeder.

Vismænd hævder, at grænsen mellem tilbedelse af mindre guddomme, ånder og dæmondyrkelse af ret sammenflydende i Resmonien. Tilsyneladende er den brede befolkning, som i øvrigt generelt er stærkt overtroiske, ikke bekendt med denne påstand.