Alt imens Maria, Ilyana og de andre tog endeligt hånd om Weeping Skull og Memeth sektens tilstedeværelse i Chrystal View området, havde jeg mine egne sager at følge op på. Det var således med nogen overraskelse, at jeg nogle uger senere erfarede at selveste Lothar var kommet til landet.

Lothars hemmelige diplomatiske mission var blevet overfaldet på kysten i Kar Quintus’ område. Altid beredvillige havde mine frænder sat sig for, at redde Asünaris gamle flamme Ilyme og de diplomatiske papirer.

På trods af at de tilsyneladende havde undervurderet modstanderens styrke, lykkedes det dem at befri Ilyme – atter havde Asünari stillet sig solo i første linje og ofret sit liv. Jeg er ved at blive bekymret for min vens velbefindende og måske varer gudernes eftergivenhed ikke ved.

Fast besluttet på ikke at svigte den diplomatiske mission, foranstalter vi endnu et angreb på det fort, hvor Abarrachs styrker har forskanset sig.

Vore efterretninger fra det tidligere angreb, indikerede at styrken var substantiel og at der var mindst 2 magikere og en præst til stede. Vi vurderede at et natligt angreb ville være det bedste, samt at Lady Anabells rustning gjorde det bedst at hun hang flyvende og usynlig i høj højde som reserve. Den taktiske vurdering tilsagde, at modstanderne, trods magisk hjælp, umuligt kunne observere usynlige modstandere hele tiden. Asünari og jeg sneg os lydløse og skjulte tættere på fortets væg i håbet om, at kunne smutte usete over væggen og ind til de diplomatiske papirer.

Uheldet ville, at en lokal bonde trådte på os i mørket, hvorved vores forehavende og position blev afsløret. Således alarmeret blev Lady Anabel et let offer for deres skærpet opmærksomhed og jeg et mål for deres forberedte positioner. Jeg må sige, at de forsvarende styrker var under skarp kontrol og styring. De formåede at sende byger af bolts meget præcist ud på min position i marken uagtet at det var mørkt og jeg skjult. Jeg fortsatte min undvige- og afledningsmanøvre i en regn af Greek fire og bolts, ind til Asünari var kommet ind på fortet. Kun takket være min enestående træning fra munkene hos ladyen, slap jeg uskadt fra strabadserne.

Hvordan det gik til, at Lady Anabel forsvandt og at Asünari undveg har jeg endnu ikke et billede af, men igen var de diplomatiske papirer gledet os af hænde. Kun Asünari og jeg vendte tilbage den aften.

Vore efterretninger indikerede at vi havde to døgn til der kom forstærkninger fra Abarrach, hvilket lagde et umådeligt pres på vore skuldre og tvang os til at skyde tankerne om lady Anabell i baggrunden. Det fremgik nu med al tydelighed, at der var tale om en yderst kapabel ekspeditionsstyrke og langt fra noget tilfældigt raid.

Vi ventede en ekstra dag på at Rowan og Ilyana kom hjem, således at vi kunne vende tilbage i en styrke der forhåbentligt kunne matche modstanderne. Planen var igen at bruge mørket til at snige os ind på fortet. Men som altid, når planer møder virkeligheden, skulle det vise sig anderledes. Undervejs mod fortet ser vi sejl i horisonten og det der skulle blive et natligt angreb må rykkes frem til et eftermiddagsangreb – forstærkningerne er her tidligere end forventet.

For, at føje spot til skade observerer vi fjenden gå en patrulje af riddere i møde med Kar Quintus i spidsen. Dette kombineret med en overflyvning af pegasi med ryttere gør, at vi skrinlægger alle tanker om et angreb på fortet. Vi konkluderer at de vil bringe styrkerne og de diplomatiske papirer om bord på skibet via robåd fra land. I al hast og kun i ly af græsset løber vi til stranden og improviserer et angreb fra vandsiden.

Ilyana sørger med hjælp fra Athene for at vi kan bevæge os frit under vand og jeg gør os magisk i stand til at trække vejret under vand. Vi ser en eskorte og en civil gå ombord og satser på at det er de diplomatiske papirer vi søger. Den eneste der ikke overraskes af vores undervandsangreb er kureren – han bliver dog overrasket af mit backstab, utroligt nok kæmper han videre under vandet. Han forekommer helt umærket af de mange snit og hug, indtil ‘skallen’ pludseligt glider af ham og afslører hans dæmoniske væsen. Under den hårde kamp glider kurerposen væk og reddes derved sammen med Rowan fra det efterfølgende ragnarok. Jeg lader slagene fra mine magiske katanaer regne ned over dæmonen, alt imens Asünari er i sit livs brydekamp. Dette scenario udspiller sig i det efterhånden blodrøde og frådende hav og kulminerer i en gigantisk eksplosion hvis lige jeg kun har hørt om i heltekvad. Intet er ladt tilbage af robåden og dæmonen – Asünari og jeg undslipper atter kun takket være vores træning.

Noget rystede begiver vi os på den lange færd til Merton, dels for at komme væk fra modstanderne og dels for at nå det efterhånden nært forestående bryllup.

---

Kar Quintus regner tilsyneladende ikke støtte til Abarrachs styrker som noget decideret forkert, eftersom han så åbent mødes med dem. Jeg savner de simplere forhold hjemme i Gengaril – den gang vidste man da hvem fjenden var. Det skal blive rigtigt spændende at se han reaktioner på os til brylluppet, eftersom det desværre ikke længere er en hemmelighed at vi stod for de forskellige angreb – men han holder givetvis gode miner til slet spil.

Mere bekymrende var det, at Abarrach tilsyneladende ikke havde planer om at rømme fortet helt. Der var slet ikke plads til alle styrker på det ankomne skib. Måske er en alliance mellem Fingran og Gengaril ikke i Zods interesse eller også er der blot ikke helt styr på interessefællesskabet mellem Zod, baron Rosepearl og Kar Quintus.