Sandheden
Sandheden er en synsvinkel!
Fra én synsvinkel er jeg en god og hjælpsom person!
Jeg er en trofast ridder der kæmper for sin lensherre og sin fyrste i et plaget rige.
Hvis man betragter det hele fra den synsvinkel, så hjælper jeg af mit gode hjerte en enke der er tynget af sorg og ramt af økonomiske problemer efter sin mands død. Jeg støtter hendes kamp mod en ond troldmand der støttet af dæmoner og onde kræfter ønsker at kontrollere hende. Jeg satser mine egne penge for at hun kan købe sine børn fri fra den onde kidnapper, og lover at sætte mit liv på spil for hende og hendes families skyld.
Én sandhed, set fra én synsvinkel …
Det er den synsvinkel jeg holder fast i, for ikke at gå fra forstanden.
Set fra en anden synsvinkel myrder jeg en mand ,hans bror og deres følgesvende på baggrund af spinkle beviser og indicier. Jeg skærer deres hjerter ud og ofrer dem til Hades i håbet om at deres sjæle vil lide under evige pinsler. Jeg forhekser mandens enke til at tro at jeg er hendes ven, og lader hende betale sin gæld til en legitim handelsmand med en del af de penge jeg har stjålet fra hende. Jeg manipulerer hende til at give familiens titel og gods til min veninde som betaling for at jeg følger den agenda der alligevel er min egen. Jeg får hende til at tror at hendes børns sikkerhed har en betydning for mig, hvor de i virkeligheden er mig ganske ligegyldige og på et øjeblik kan ofres for mine følgesvendes skyld.
Min lensherre, min fyrste og hele det ugudelige og forbandede land vi er havnet i er uden betydning, hvis ikke det kan bruges til at skabe sikkerhed for mig og mine.
Set fra den synsvinkel er jeg ikke god!
Jeg kan bedre lide den anden synsvinkel.
Sandheden er et spørgsmål om hvordan man vælger synsvinkel, og jeg er god til at vælge den synsvinkel jeg ønsker at se tingene fra.
Det eneste jeg er bedre til, er at vælge synsvinkel for andre.
Det er sandheden!