Kennard Ashford
Kennard Ashford blev født ind i en af Willowdales mest prominente familier. Som den yngste søn af Arkibald og Lenora Ashford var hans liv fra begyndelsen fyldt med privilegier, forventninger og et ubrydeligt bånd til byen, der havde vokset sig stærk takket være Ashford-familiens bidrag. Kennard voksede op blandt marmor og tæmmede floder, hvor hans forældre og ældre søskende skabte broer, veje og bygninger, der forbandt mennesker og civilisation. Med sit chokoladebrune hår og klare, himmelblå øjne, der var kendetegnende for Ashford-familien, bar Kennard en naturlig karisma og en skønhed, der fangede alles opmærksomhed.
Men Kennards skønhed var ikke hans eneste gave. Allerede som barn udviste han en bemærkelsesværdig nysgerrighed og intelligens. Han stillede spørgsmål om alt fra arkitektur til universets mysterier. Hans ældre bror, Dorian, blev groomet til at overtage familievirksomheden, men Kennard fulgte en anden vej. Hans forældre, stolte men også overraskede over hans ambitioner, sendte ham som 12-årig til det storslåede tempel i Banloft, hvor han skulle træne som cleric under Zeus’s beskyttelse.
I Banloft fandt Kennard en verden, der var både inspirerende og udfordrende. Templet, bygget som en hyldest til Zeus, tårnede sig op mod himlen med sine marmorsøjler og guldudsmykninger, der reflekterede lyset fra solguden Helios. Her studerede han under vise mestre og lærte om Zeus’s doktriner: retfærdighed, styrke og beskyttelse. Men Kennard begrænsede sig ikke til at memorere skriftruller og udføre rituelle bønner. Han fordybede sig i medicin, historie og filosofi, og han udviste et sjældent talent for helbredende magi. Hans læremestre så hurtigt, at han var en elev med stort potentiale – en, der kunne blive mere end blot en ydmyg healer.
En dag blev Kennard og de andre elever sendt ud i Banlofts gader som en del af deres træning i barmhjertighed og retfærdighed. Byen var kendt for sin livlige handel, men også for de fattige kvarterer, der blev overset af de rige handelsmænd. Mens Kennard gik gennem en smal gyde, hørte han et barn græde. Han fulgte lyden og fandt en lille pige, hvis bror var blevet alvorligt såret af en væbnet tyv, der havde stjålet deres sparsomme ejendele. Broren var livløs, og folk i gyden holdt sig på afstand, bange for at blande sig.
Kennard, drevet af Zeus’s lærdom om retfærdighed, gik straks i gang. Han knælede ved drengen, lagde sine hænder på den blodige brystkasse og mumlede en bøn til Zeus. Et blåt lys strålede ud fra hans hænder, og såret begyndte at lukke sig. Folk stimlede sammen og stirrede i vantro, mens drengen begyndte at trække vejret igen. Da drengen var stabiliseret, vendte Kennard sig mod mængden og opfordrede dem til at støtte hinanden og ikke lade uretfærdighed råde i deres samfund.
Denne handling blev hurtigt kendt, især i de fattige dele af Banloft, hvor magi sjældent blev anvendt. Mange begyndte at se Kennard som en sand repræsentant for Zeus, ikke kun fordi han kunne helbrede, men fordi han handlede med mod og medfølelse. Hans mester, Hierofanten Elias, roste ham senere: ”Du har vist, at barmhjertighed og retfærdighed er to sider af samme mønt. Husk dette, når du engang står overfor større prøver.”
Kennard havde dog aldrig glemt sine tre bedste venner fra Willowdale: Niko, den kloge og altid nysgerrige magiker; Kaelis, en rogue med en forkærlighed for buer og skygger; og Lusius, en tapper fighter med et stort hjerte og en endnu større appetit på eventyr. Selvom deres veje havde ført dem i forskellige retninger i nogle år, havde de fire venner svoret aldrig at lade tiden eller afstanden skille dem ad.
En mindeværdig begivenhed fra deres barndom fandt sted, da de fire venner som 10-årige besluttede at udforske en forladt lade i udkanten af Willowdale. Laden var kendt for sine mange skjulesteder og blev betragtet som et lille mysterium blandt byens børn. Med en gammel lampe, de havde lånt fra Nikos far, og Kaelis i spidsen, trådte de forsigtigt ind. Mens de gennemsøgte rummet, opdagede de en gammel kiste, som Lusius straks mente måtte indeholde skat.
Men da de forsøgte at åbne kisten, væltede en stak brædder ned fra loftet og spærrede døren. Panikken bredte sig hurtigt, da mørket sænkede sig over dem, og Niko opdagede, at deres eneste lampe var blevet knust. Det var Kennard, der tog styringen og mindede dem om at trække vejret dybt og arbejde sammen. Kaelis fulgte sin intuition og opdagede en svag brise, der pegede på et hul i væggen, mens Lusius, med sine stærke arme, rykkede brædderne til side. Niko, som altid tænkte hurtigt, fandt en gammel metalstang og brugte den som løftestang for at få dem fri.
Da de endelig kom ud, dækket af støv og grinende af lettelse, indså de, hvor stærke de var som gruppe. Kennard kiggede på dem og sagde: ”Vi klarer alt sammen – så længe vi holder sammen.” Men deres glæde blev hurtigt afløst af bekymring, da de opdagede, at solen allerede var ved at gå ned. De fire vidste, at deres forældre ville blive vrede over, at de var kommet så sent hjem. Sammen fandt de på en historie om, at de havde hjulpet en ældre mand med at finde sin forsvundne ged, og da de endelig kom hjem, fortalte de historien med en sådan overbevisning, at ingen stillede spørgsmål. Det var en simpel hændelse, men den cementerede deres venskab og gav dem troen på, at de kunne overvinde selv de mest skræmmende udfordringer, så længe de havde hinanden.
Efter fire år i Banloft vendte Kennard tilbage til Willowdale som en ung mand på 16, klar til at tage sin plads i byen. Hans hjemkomst blev fejret som en stor begivenhed. Byens folk havde hørt om hans resultater og så ham som en repræsentant for ikke kun Ashford-familiens stolthed, men også Willowdales ambitioner. Men Kennard havde ikke i sinde at hvile på laurbærrene. Han havde en brændende drøm: at blive en velanset og magtfuld præst i Zeus’ navn, en leder der kunne tjene både sin gud og sit folk.
Som cleric blev Kennard tilknyttet Demeter-templet i Willowdale, en helligdom dedikeret til gudinden for høst og frugtbarhed. Dette var en del af hans oplæring og en mulighed for at bringe Zeus’s barmhjertighed til byens folk som healer. Kennard fandt dog rollen udfordrende. Demeter-templet havde en helt anden energi end det stormfulde og majestætiske Zeus-tempel i Banloft. Her handlede det om ro, harmoni og cyklussen i naturen. Selvom han respekterede Demeters tilhængere, fandt han sig selv længselsfuldt stirrende mod himlen, hvor han forestillede sig Zeus’s lynild og hørte tordenen som et kald.
Kennard er nu fanget mellem sine ambitioner og sine pligter. Hans evner som healer har allerede vundet ham respekt i Willowdale, men han ved, at det ikke er nok. Han drømmer om at bygge noget stort, ikke med sten og træ som sin familie, men med tro og handling. Han vil rejse templer, samle menigheder og bringe Zeus’s vilje til live i verden. Men vejen dertil er uklar, og han ved, at han må bevise sig selv – ikke blot som en dygtig cleric, men som en leder, der kan balancere ambition og ydmyghed.
Hvad Kennard ikke ved, er at hans hjemkomst er begyndelsen på en større rejse. Skyer samler sig i horisonten, og skæbnen har planer for den unge cleric. Om han vil stige som en stormens søn eller falde under byrden af forventninger, afhænger af de valg, han vil tage i de kommende år.