Det var en af de der morgener på The Green Hare, hvor solen lige akkurat var begyndt at få magt nok til at varme stengulvet under fødderne. De trofaste venner – Niko, Lucius, Kennard og Kaelis – sad ved deres sædvanlige bord, snakken gik, og bægre blev løftet med den velkendte optimisme, som kun uvidne unge besidder.

Pludselig gik døren op, og dér stod Harry Thorne, skovfogeden selv. Med sin vejrbidte mine så han altid ud som en mand, der havde tilbragt mere tid mellem træerne end blandt mennesker. Han trådte ind med faste skridt, blikket skarpt og vurderende. Han nikkede kort til jer og nærmede sig med en alvor i stemmen, som fik jeres latter til at dø hen.

“Jeg har hørt om jeres seneste bedrifter,” sagde han, mens han lod blikket glide over dem én efter én. “Og jeg tror, jeg har en opgave, der passer lige til jer.”

De lyttede opmærksomt, mens han forklarede, at han havde fundet goblinspor nær sin jagthytte i den østlige del af skoven. Gobliner! De små, ondskabsfulde bæster var altid en kilde til problemer, især når de strejfede tættere på landsbyen, end de burde. Harrys blik blev mørkere.

“Jeg har ikke tid til at tage mig af det selv,” sagde han, “men jeg ville ikke lade det ligge, uden at nogen tog affære. Hvis I har mod på det, kunne jeg bruge nogle folk til at undersøge sagen. Se, hvad der lurer derude.”

Og så tilføjede han med et lille smil – næsten undskyldende – at han havde fundet bjørnen, I havde haft et uheldigt møde med tidligere. Han havde fjernet Kaelis’ pil fra dens skulder og forsikrede jer om, at den gamle bamse nu nok skulle klare sig.

Der blev udvekslet blikke mellem jer. Lucius kneb øjnene sammen og lagde hånden på skæftet af sit sværd. Kaelis nikkede mut og strøg sin bue, som om hun allerede havde set goblinerne for sig. Kennard mumlede en bøn under sin ånde, og Niko, følte den velkendte sitren af spænding krybe gennem dine fingre. En ny opgave. En ny udfordring.

“Vi tager os af det, Harry,” sagde Kennard bestemt. “Gobliner skal ikke tro, de kan gøre skoven utryg.”

Harry nikkede tilfreds, tog sin hat på igen og sagde: “Godt. Jeg vidste, jeg kunne stole på jer. Pas på derude, og hold øjne og ører åbne.”

Og med det vendte han sig om og gik ud af kroen, efterladende en spænding i luften, som kun et kommende eventyr kunne bringe.

Resten af dagen var en stille dag i landsbyen, hvor hver af de unge helte havde travlt med deres egne pligter. Lucius Ashford tilbragte dagen i smedien, hvor han hjalp med at reparere landsbyens redskaber og skærpe våben. Hans muskler spændte under arbejdet, og lyden af hammer mod stål rungede gennem den ellers fredelige landsby.
Nico og Kennard brugte dagen sammen på urtejagt. En kvinde i landsbyen led af en tung depression, og præsten Kennard havde besluttet at hjælpe hende. Han vidste, at en eliksir brygget med planten Solsjæl kunne give hende fornyet energi og glæde. Med Nico ved sin side, der havde kendskab til naturens mere gådefulde sider, gennemsøgte de marker og skovkanter, indtil de fandt den solgyldne plante. Sammen vendte de tilbage til landsbyen og begyndte arbejdet med at forvandle den til en lindrende medicin.

Afsted mod Skoven
Næste morgen samlede gruppen sig, klar til at tage afsted på Harry Thornes opgave. De gik med faste skridt mod skoven, men på vejen stødte de på Selene Thorne, der var ude med sin fåreflok. Hun hilste varmt på dem, stadig taknemmelig for deres hjælp med Daisy.
“Her,” sagde hun og rakte dem en lille lærredspose. “Tørret fårekød. Nok til et par dage. I skal ikke sulte, mens I hjælper med at holde skoven sikker.”
Gruppen takkede hende hjerteligt og fortsatte deres rejse. Skoven lå mørk og lokkende foran dem, dens skygger dybere end normalt under de tunge trækroner.

Spor og Fælder
Det varede ikke længe, før Kaelis, med sine skarpe sanser, opdagede noget. Hun standsede gruppen og knælede for at undersøge skovbunden. Der lå spor – små fodaftryk, ujævne og tilfældige, der tydeligt tilhørte gobliner.
“De er tæt på,” sagde hun og pegede på sporet, der førte dybere ind i skoven. Gruppen fulgte sporet i en tæt formation, vågne og klar til hvad som helst.
Pludselig standsede Kaelis igen og løftede en hånd. “Vent,” hviskede hun og pegede mod en snor, der næsten var skjult blandt bladene. En primitiv fælde var sat op – en løkke lavet af snor og et spinkelt grenstativ, der knap ville kunne holde en kanin.
“Det er amatørarbejde,” sagde Kaelis og demonterede fælden med en rutineret bevægelse. “Men det viser, at de forsøger at beskytte deres spor.”
Kennard nikkede. “Det betyder også, at vi er på rette vej.”
Gruppen fortsatte længere ind i skoven, sporet blev mere tydeligt, og luften føltes tungere, som om den bar på hemmeligheder. Deres opmærksomhed var skærpet, og de vidste, at goblinerne kunne være nær. De havde endnu ikke set nogen tegn på Harry Thornes jagthytte, men spændingen voksede for hvert skridt.
Eventyret var kun lige begyndt, men skoven havde allerede vist, at den ikke ville give sine hemmeligheder fra sig uden kamp.

Jagthytten

Gruppen kom til jagthytten i skovens dyb. Duften af brændt træ og noget langt mindre behageligt – en latrin – ramte dem som en tung sky. De holdt sig skjult mellem træerne, mens de spejdede mod hytten, der så forladt og faldefærdig ud, hvis ikke det var for den tynde røg, der steg op fra skorstenen.
Fra retningen af latrinen hørte de en dæmpet nynnen – en falsk, skinger stemme, der skar gennem stilheden. Kaelis knugede sin bue og hviskede: “Jeg tager et kig.” De andre nikkede, og hun sneg sig lydløst nærmere, som kun en halvelver kunne gøre.
Da hun nåede tæt nok på, kiggede hun frem bag et træ og kunne ikke lade være med at rynke på næsen. En goblin sad på hug på pinden over latrinhullet, dens skæve, tandløse mund nynnen på en mærkelig melodi, mens dens små, spidse fødder dinglede under den.
“Perfekt,” mumlede Kaelis og fandt sin bue frem. Hun trak en pil og sigtede mod goblinen, der stadig intetanende sad og vuggede frem og tilbage. Men netop som hun slap strengen, gled hendes fingre, og buen udsendte et højt pling, der skar gennem skovens stilhed. Pilen fór ukontrolleret op i trækronerne, hvor den ramte en gren med et svagt klik.
Kaelis vaklede og måtte støtte sig mod et træ for ikke at falde. Hendes fod trådte på en tør gren, der knækkede med en skarp lyd. Goblinen, nu opmærksom, kiggede op fra sit sted på pinden. Deres øjne mødtes – hendes klare, skarpe blik mod goblinens små, sorte øjne, der udvidede sig i overraskelse.
Der blev helt stille. Ikke engang skoven syntes at turde trække vejret.
“Øh…” begyndte goblinen, stadig fastlåst i øjenkontakt med Kaelis. Så skreg den højt. “HJÆLP! ANGRIIIIIIB!”
“Hold jer klar!” råbte Kennard, mens han hævede sin stav og begyndte at påkalde Zeus’ magt.

Kaelis svor lavmælt og trak endnu en pil, men goblinen havde allerede kastet sig fra latrinen, med bukserne halvt oppe, og løb mod hytten, mens den hylede alarm. Bag hende hørte hun Lucius’ stemme. “Hvad skete der?!”
“Jeg blev opdaget!” råbte hun tilbage, mens hun sendte en pil afsted og gjorde det af med goblinen.

Gruppen bevægede sig langsomt og forsigtigt tættere på hytten, deres bevægelser dæmpet af skovens bløde underlag. Da de kom tæt nok til at tage opstilling, hørte de lyden af en goblinstemme, der kaldte fra bålet ved hytten. Stemmen lød irriteret og klagende, men de kunne ikke skelne ordene.
“Vi er stadig uset,” hviskede Kaelis, hendes bue spændt og klar. “Lad os holde det sådan.”
De rykkede længere frem, i dækning af buske og træer, men udsynet var stadig begrænset. Lucius tog mod til sig og sneg sig rundt om hjørnet af hytten, blot for at finde sig selv stirrende direkte ind i øjnene på en goblin, der stod skjult bag hyttens væg.
Goblinnen hvæsede, og uden tøven huggede den mod Lucius med sin krumsabel. Bladet ramte dog kun hans brystplade med et metallisk klang og prellede af. Lucius vaklede et øjeblik, men trak hurtigt sit sværd.
Niko sprang frem fra sit skjul med sin stav hævet, men hans sving gik forbi goblinen, der var overraskende hurtig til at dukke sig. Lucius svingede også sit sværd, men i kampens kaos formåede han heller ikke at ramme sit mål.
Kennard løftede sin stav og mumlede en bøn, hans stemme lav men intens. “O Zeus, vi har brug for din kraft i dette øjeblik!” Men der kom intet svar, kun stilheden fra skoven omkring dem.
Goblinnen så sin chance og brølede en alarm, der rungede gennem skoven. Lyden af bevægelse inde fra hytten og flere stemmer nåede gruppens ører – truslen voksede. Situationen blev hurtigt farligere.

Kampen ved Jagthytten
Døren til hytten blev flået op, og en goblin sprang frem med sit rustne sværd hævet. Dens snerrende ansigt vendte sig straks mod Niko, der hurtigt drejede sig for at møde truslen. Goblinen huggede ud mod ham, men Niko undveg akkurat, mens han instinktivt greb sin stav for at slå tilbage.
Imens stak den første goblin sit rustne sværd dybt i Lucius’ side. Hans rustning tog det værste, men han mærkede smerten og vred sig fri med et snerrende blik. Fra døråbningen pressede endnu en goblin sig frem, denne gang med en kølle, som den svingede mod Niko. Slaget ramte ham hårdt på skulderen, og han væltede næsten baglæns. Med ansigtet fortrukket af smerte fumlede Niko efter sin stav, mens en af hans knive gled ud af hans greb og forsvandt i græsset.
Kaelis, stadig på afstand, hævede sin bue og affyrede en pil, der ramte goblinens rustning med en skarp klang. Skuddet formåede ikke at trænge igennem, men det distraherede goblinen et øjeblik, hvilket gav Lucius tid til at komme på benene.
Med et brøl svingede Lucius sit sværd og huggede den første goblin ned, dens rustne sværd klirrende mod jorden. Han vendte sin opmærksomhed mod døren, hvor flere gobliner maste sig frem. Med en kraftfuld bevægelse huggede han endnu en goblin ned, dens blod sprøjtende mod dørkarmen.
Kaelis havde ingen klare mål og afventede øjeblikket, mens hun betragtede goblinernes bevægelser. Niko trak sig forsigtigt væk fra kampens epicenter, hans smidighed reddende ham fra flere svingende sværd, der missede ham med få tommer.
Kaelis smed sin bue, hendes tålmodighed opbrugt, og trak sit broadsword. Med et krigsråb stormede hun frem mod døråbningen, hvor goblinerne kæmpede for at holde stand. Hendes sværd flænsede luften og ramte en goblin med et kraftfuldt underhåndshug, der sendte den tilbage i hytten med tarmene væltende ud af sin opsprættede bug.
Lucius, stadig blodig men ufortrødent kampklar, huggede endnu en goblin ned. Dens skrig var kortvarigt, før det blev afløst af den dødelige stilhed, der nu sænkede sig over slagmarken. De sidste gobliner i hytten tøvede, som om de indså, at deres overlevelse hang i en tynd tråd.
Kennard rykkede frem med sit spyd, hans blik fastlåst på døren. Der var ingen bevægelse. Ingen lyd. Hytten var stille, og alt tydede på, at de sidste gobliner enten var døde eller var flygtet længere ind i skoven.
Med et suk sænkede Kennard sit spyd og gik hen til Niko. Han hævede sin stav og mumlede en bøn til Zeus, hans stemme fyldt med hengivenhed. Et mildt lys dalede ned over Niko, og hans smerter begyndte at lette, hans blå mærker falmede, og hans skuldre rettede sig op.
Mens gruppen trak vejret efter den intense kamp, gennemsøgte de hytten. Midt blandt goblinernes primitive ejendele fandt de et krøllet kort, tegnet med barnlige streger og med skriften kun halvt læselig. Kortet viste, med en primitiv tegning, hvad der tydeligvis var goblinernes lejr længere inde i skoven.

Tilbage til Willowdale
Med trætte skridt og deres udstyr tungere af bytte vendte gruppen tilbage til Willowdale. De nærmede sig byens torv, hvor Harry Thorne ventede på dem, lænet mod en af de gamle træstolper ved markedshallen. Hans skarpe øjne vurderede gruppen, da de trådte frem, tydeligt slidte men triumferende.
“Ser ud til, at I klarede det,” sagde han med et svagt smil. “Hvad fandt I?”
Kennard rakte ham kortet, de havde fundet i hytten. “Goblinerne brugte en gammel jagthytte som skjulested. Vi ryddede stedet og fandt dette. Det ser ud til, at der er en større lejr længere inde i skoven.”
Harry rynkede panden, mens han studerede det primitive kort. “En lejr, siger I? Det lyder som begyndelsen på noget større. Men det er en historie for en anden dag.” Han foldede kortet sammen og klappede det i sin lomme.
“Godt arbejde. I fortjener denne dusør,” fortsatte han og rakte dem en pose med 60 sølvstykker. “Og… en ekstra belønning for jeres indsats.” Fra sit bælte trak Harry en smukt udskåret dolk. Bladet glimtede skarpt i sollyset, og skæftet var dekoreret med små, indgraverede symboler.
“En gammel dolk, jeg fandt i mine unge dage,” sagde han. “Den er altid skarp, og den har været trofast i mange år. Jeg tror, en af jer kan få glæde af den.”
Niko tog imod dolken med respekt og beundrede dens udsøgte håndværk. “Tak, Harry. Det er en værdifuld gave. (50GP)”

Byttet fra Goblinerne
Gruppen fordelte deres bytte fra goblinerne:

• 6 short bows
• 6 short swords
• 60 almindelige pile
• 543 kobberstykker

“Det her skal nok holde os kørende,” sagde Kaelis med et tilfreds grin, mens hun inspicerede en af buerne.
Lucius grinede. “Ikke dårligt for en flok gobliner.”

Efter at have afleveret rapport og modtaget deres belønning gik gruppen hver til sit for at hvile og genoplade. Willowdale var fredeligt for nu, men de vidste, at goblinernes lejr dybere inde i skoven stadig ventede. Det næste eventyr kaldte allerede på dem.