Mesterskud
De forladte miner i Merton, viser sig ikke at være så forladte at det gør noget. Gangene genlyder af hulkende mennesker, deres bønner og dødsskrig i den vulkanske varme og tunge luft. En lille bande nærmer sig på magisk vis minerne med den hensigt at rydde dem og tage fornyet ejerskab af dem, samt hvis muligt at befri de slaver de antager driver minen. I mørket ved minens indgang lurer en dæmonisk vagt. Et firbenet væsen der sidder nærmest ubevægeligt og har skikkelse af en skræmmende gargoyle over indgangen.
De færreste ville bide mærke i den lave grå øgle, før det var for sent, men vores lille bande er ikke helt almindelige på disse kanter og deres elverøjne advarer dem i tide. På god afstand tager bandens blonde anfører et sikkert sigte med sin lange stærke bue. Endnu et tegn på at banden ikke er helt som andre, ses ved at han lægger to magiske pile på strengen og giver sig god tid, alt imens de to andre medlemmer assisterer med magi og en ekstra bue. Valget af magi er med velberådet hu, da øglen lader til at føle den usete trussel af et nærtstående angreb. De mesterlige skud visler som små lyn gennem luften og på trods af en nærmest dæmonisk reaktionsevne udånder øglen før den når at give lyd fra sig.
Den blonde skytte soler sig i glæden ved et hurtigt effektivt drab, alt imens en smuk sortklædt troldkvinde indsamler noget af øglens sorte brændende blod til brug i magiske ritualer. Blodet varmer den lille platinflaske til nær kogepunktet og sætter fingernemheden på prøve, men det er som nævnt ikke en helt almindelig bande. I mørket og stilheden fordamper det dæmoniske kadaver og efterlader det nøgne og forpinte bjerg i stilhed.
Den lille bande undersøger minegangene uden at sætte det mindste spor – flyvende, usynlige og med delte tanker er intet overladt til tilfældighederne. De menneskelige lidelser er umiskendelig, men roen og fokus er total og kobberminernes originale gange afdækkes uden alarm. Ved indgangen til et nyere kompleks i minerne står en vagt og blokerer vejen – i gangene bag ham høres kortvarigt skrig og tumult inden der atter bliver helt stille. 
Vagtens kløer kratter metallisk mod stengulvet og det grønne skæg glitrer som krystal i faklernes skær. I gangene lusker yderligere en vagtøgle rundt mellem de halvt indtørrede pøle af menneskeblod. Efter nogen tid bliver området atter helt stille – øglen er gået videre på sin runde og vagten er blevet sulten og er gået ned til sine fæller i dødens kantine. I sammenbidt koncentration forbereder banden en kamparena ved, at barrikadere en dør med kampesten og gør klar til et lydløst øgledrab i magisk stilhed. Alt ser perfekt ud, men planen bliver forpurret af uheldig timing – øglen afgiver med en sidste kræftanstrengelse et dødsskrig.
Kradsende kløer, klinkende kæder og våben røber, at en horde af dæmoniske væsener er alarmeret og klar til kamp. Den smukke kvinde springer frem til et hjørne og kigger hurtigt rundt.
Hun smiler ved sig selv da hun aner konturerne af et nær perfekt baghold. Vel vidende at eventuelle øgler med brændende blod vil være immune lægger hun an til en varm velkomst i gangen til de øvrige vagter. Fagter og besværgelser frembringer hurtigt bølger af magisk energi der udløses med en ildkugle; præcist der hvor vagterne strømmer frem. Ildkuglen er placeret så ideelt, at den rammer enkelte vagter både to og tre gange i det den bølger frem og tilbage i gangen. Bandens overlegenhed illustreres af at troldkvinden med en unik sans for timing og magiske energier selv undgår at blive ramt af de magiske flammer.
Da de grønskæggede vagter ser ud til at trives og nyde den magiske ild, træder den blonde kriger til med sine glimtende sværd – atter bliver der stille mens de dæmoniske rester fordamper fra planet og efterlader Jorden en smule mere ren.
Et rungende brøl af en anden verden fortæller os, at eventyret langt fra er slut.