Netop hjemvendt fra Chrystal View, drøftede jeg mulighederne for opsamling af efterretninger med Maria og Asünari. Asünari var lidt fraværende, sikkert med tanke på det nært forestående bryllup – så efter middagen trak jeg mig tilbage til mit værelse for, at meditere og gik derefter til ro.

I det mørkeste af natten vågnede jeg ved et katanas hvislende lyd.

Lynhurtigt greb jeg mine våben og forsvarede mig med et hastigt angreb. Men hårdt såret, som jeg var fra vores opgør med Generalisimoen på Chrystal Lake, indså jeg for sent at jeg havde mødt min overmand. Han blokerede ubesværet, som en leg nærmest, mine hurtige og præcise hug. I efterlivet indså jeg min taktiske fejl… men til hvilken nytte.

Vel modtaget hos Eios fandt jeg en velsignende ro – en ro som jeg hidtil aldrig har oplevet, end ikke under mine dybeste meditationer. Endelig havde jeg fred og vel nærmest lykke… i det uendelige.

I det fjerne og alligevel helt nært hørte jeg, med et, en blid og velkendt stemme – hvad ville Blå Sabine mig!?

Hendes ord løftede mig, som den blideste sommerbrise og trak i mig, væk fra Eios og tilbage til mit primære eksistensplan. Jeg vågnede med et gisp i armene på Asünari, som forsigtigt lagde mig på et blødt leje. Præsterne hos Lady of the Sky, passede og plejede mig tilbage til fuldt vigør over de næste dage. Da jeg havde fået mine kræfter tilbage, fandt jeg ud af, at ikke kun jeg men også Maria var blevet overfaldet uden nåde.

Blå Sabine havde også kaldt hende tilbage fra Olympen – hvilken umådelig kraft den præst må besidde. Maria virkede ikke just taknemmelig over hjælp fra, hvad hun betragter som en hedning, og slet ikke, da det gik op for os begge, at Asünari havde forpligtet sig og dermed indirekte os andre på en quest i mod Memeth og hans tilhængere. Jeg ville alligevel have grebet ind over for sekten, om ikke for andet så for at forskyde magtbaserne og generhverve mig mit tabte udstyr – specielt min særlige elver kappe fra Elven forest var i mine tanker. Men Maria havde tilsyneladende andre tanker og var meget modvillig. Personligt fandt jeg heller ikke jagten på informaiton om Memeth på toppen af et stormomsust bjerg meget tiltrækkende. Bedre blev det dog, da vi samlet drog til Pojiji for, at samle kræfter.

---

Beslutningen om, at angribe sekten på Weeping Skull igen, kom på mærkelig vis som en lettelse. Under dække af vores mission og ønsket om at generhverve de tabte ejendele var der måske en snert af hævn – en følelse jeg ikke tidligere har bemærket. I hvert tilfælde ikke siden jeg aflivede den fede handelsmand som 8 årig. Min far har med rette altid lagt vægt på det kølige distancerede arbejde, fremfor følelser der som oftest forråder en. Men alligevel var der uro i mit sind.

Arbejdet frem imod en realiserbar plan for angreb på en fæstning med mere end 40 præster og tilhørende magikere og krigere var vanskeligt. Oddsene var gevaldigt imod os 4 mod 100, men vi har før håndteret vanskeligheder af den kaliber. Første problem, i det adgang traditionelt ikke har været vanskeligt takket være Marias imponerende evner, var at imødegå de mange præster. Af erfaring ved vi, at en enkelt junior præst kan fastholde selv den største kriger med sin magi. Jeg tænkte straks i baner af passificering med mine særlige evner og valget faldt på Huntertuns Aphrodisiac –  det var nok her at hævnen og ydmygelsen spillede ind – selv om mange andre gifte kunne være bragt i anvendelse. Sammen med Maria fik jeg frembragt en bryg der ikke kunne opdages eller imødegås af selv den mest mistænksomme præst. En bryg der opdelt i to, hver for sig harmløse dele forenet havde en særdeles urovækkende effekt.

Via skyggeriget tiltvang vi os adgang til fortets køkken og usynlige og stille sneg Asünari og jeg os rundt med vores to dele af bryggen. Vi forgiftede vinen og stegen og gav os derefter til, at afvente tumult fra spisesalen. Straks vi hørte det fældede Asünari køkkenchefen med et kirurgisk snit og Maria dækkede chokket blandt køkkenpersonalet med en overbevisende ordrer om, at han var forræder mod Memeth og alle i spisesalen der korpulerede ligeså var forrædere. Jeg anede en smule ondskab og hævngerrighed hos hende også – eller tillagde jeg blot mine følelser til hende?

Vor list viste sig umådeligt effektiv, kun en håndfuld af præsterne var ikke blevet ramt og de fejlfortolkede situationen som en magisk påvirkning og deres forsøg på, at imødegå os var dømt til at fejle – dog nåede kun én af dem at gøre sig færdig, resten faldt for vore ubarmhjertige sværd inden de havde lavet deres besværgelser.

Hvad der efterfølgende skete kan kun beskrives som en ren og skær massakre. Aldrig har jeg set sådan en blodrus hos mine frænder; Maria badede på det nærmeste i blod og selv den noble Lady Anabelle gav ingen nåde alle undtagen fire stakler blev slagtet hvor de lå, i ubesjælet korpulation med hverandre. De fire blev bundet som en fælde foran døren og vi afventede eventuelle øvrige spisende. Igen imponerede Maria med en illusion som fik hele spisesalen til, at fremstå helt urørt.

En time gik og en myndig præst trådte frem i døren. Ind kom han viist nok ikke, men Asünari viste sig, som altid, som en effektiv dræber og fortet var atter efterladt i uvidenhed. Atter en stund gik, hvorpå dørene brændte op i flammerne fra et væsen fra elementarplanet af ild. Nogle udenfor var bange og ville af med os. Atter viste Maria snarråddigt hvad hun er gjort af og væsenet blev frosset på stedet til Lady Anabelles store fornøjelse.

Nu udestod kun at vente på de uundgåelige snigmordere og gøre os klar. I den fuldt oplyste spisesal, lykkedes det trods vore forberedelser for dem, at snige sig helt tæt på os. Jeg fik glæden af den hurtigste og hårdeste kriger jeg nogen sinde har været oppe imod. Han slog så hårdt og hurtigt, at havde det ikke været for mine egne reflekser, havde han ganske simpelt knust min brystkasse i ét ubevæbnet slag. Jeg nåede til mit held, at glide af på slaget og blev blot efterladt lamslået og ude af stand til at kæmpe, endsige at bevæge mig, i nogle minutter. Maria, Asünari og Lady Anabelle blev angrebet af min tidligere banemand og en sortklædt magiker. Vi var dermed igen oppe imod dem der havde taget livet af os i Kandor Keep. Kampen bølgede frem og tilbage i hvad der følte som en evighed og med et sidste opbud af mod, stormede Asünari frem imod sin uundgåelige død. Det gav lige præcist den taktiske åbning der skulle til for, at besejre de tre sorte kæmpere.

---

Hårdt medtaget og badet i blod, samlede vi hvad der var tilbage af os og ryddede de faldne fjender. Til vores forundring viste den sortklædte magiker sig, at være Generalissimoen – igen!?

Maria henrettede de resterende fire præster og skar hjerterne ud på de tre sortklædte krigere – jeg har aldrig set en lignende beslutsomhed og mangel på medfølelse hos hende. Hun fremstod proffessionel, men er hun blevet det?

Med tynget hjerte, drog vi atter til Templet for Lady of the Sky, i håb om, at Blå Sabine kunne vække Asünari tilbage til live. Hun fremstod decideret chokeret og ikke så lidt misbilligende, over atter at se os så hurtigt og i så sørgelig forfatning. Men guderne var atter med os og Asünari har fået en ny chance for, at ægte sin kommende brud og måske vigtigere, at rydde endeligt op i weeping skull.