Fra Marias personlige noter.

Jeg var forelsket engang. Det føles som om det er meget lang tid siden, men i virkeligheden er det nok bare en håndfuld år. Jeg var vel 13 år og Benoit var … noget ældre. Han var charmerende, flot og havde fuldstændig styr på hvordan verden hænger sammen.

Selv var jeg meget ung ikke bare af alder men også af sind. Benoit lærte mig meget. Han åbnede en hel ny verden for mig. En verden der var fyldt med erotik,sensualitet, intriger og manipulation. Hans nok vigtigste lektion til mig handlede om  forræderi og min egen sårbarhed.

Jeg så ham med baronesse Amazal og hørte ham beskrive os, eller nærmere mig.

Da indså jeg, at jeg bare var endnu et stykke legetøj for ham, ja måske mindre end det. Jeg var blot et belejligt trin på hans vej op i hoffet. Da jeg indså dette, var jeg først lammet,og så fortvivlet. Efter fortvivlelsen kom raseriet der snart blev erstattet af et kold had og et målrettet ønske om hævn. Kun Illeanes støtte forhindrede mig i at vælge en meget mørk vej, og Benoit, det røvhul, kan takke hende for at han stadig eksisterer som selvstændig individ den dag i dag.

Minderne om Benoit dukker op med jævne mellemrum. Jeg føler at hans forræderi var værste jeg har oplevet. Det var sågar værre end da Kong Ironmace  kastede os bort, som var vi blot defekt værktøj der ikke længere fungerede. Ligesom jeg med tiden forligede mig med Beniots svigt, har jeg nu også forliget mig med King Ironmaces handling. Et langt stykke af vejen kan jeg godt erkende at hans handling var begrundet i Gengarils bedste, men det gjorde ondt og gav mig endnu et ar.

En ting har jeg lært af fortiden: Man skal ikke stole på andre – det bliver man sårbar af.

Lige siden vi først satte fod på dette kontinent har jeg arbejdet for min egen og mine nærmeste venners sikkerhed. I starten følte jeg at jeg bedst kunne skabe sikkerhed ved at samarbejde med mine venner og følgesvende. Undervejs har jeg endnu engang måtte erkende at man ikke kan stole på andre. Igennem utallige diskussioner med mine venner om banaliteter som titler positioner og guld,  har jeg indset, at de ikke er i stand til at se det store billede og ofre hvad der skal til for at skabe sikkerhed for os alle.

Jeg har måtte erkende, at kun jeg selv er i stand til at skabe den verden jeg ved og føler er den rigtige. Mange af mine tidligere holdninger og principper har jeg måtte sige farvel til i min jagt på sikkerhed. Principperne var, set nu, naive og uden relation. Ironisk nok understreger det bare, at Kong Ironmace, ud fra hans præmisser, handlede rigtigt. Dette betyder ikke at jeg tilgiver ham, bare at jeg forstår ham.

Jeg har altid følt at magt var en forudsætning for sikkerhed. Min egen styrke har altid ligget mest i magien, og i at opnå indflydelse ved at påvirke andre. Dette tror jeg stadig på, at det er min største og vigtigste styrke. Men det har vist sig ikke at være nok, og jeg har derfor indset at for at skabe sikkerhed må jeg tilpasse mig.

De sidste måneder har jeg derfor forsøgt at følge en anden sti. En sti hvor stål og vold betyder mere end alliancer og manipulation. Det har været en spændende tid, og har resulteret i at jeg fysisk er i stand til at præstere på et niveau jeg aldrig har kendt før. Jeg har indset at fornemmelse af stålet der trænger i gennem en modstanders forsvar og krop kan give samme tilfredsstillelse som at undertvinge en psyke totalt igennem magi.

Min rejse er ikke slut, men jeg føler at jeg er nået til et nyt skillepunkt. For at overvinde mine modstandere må jeg på samme tid mestre manipulation, magi og stål – på den måde vil ingen kunne stå mig imod!