Gruppen beslutter sig for at forsøge at lokke bæstet i en fælde og lejer en fåreflok som madding. Vel ude på græssletten slår gruppen lejr og Sally holder sig som tjenestepige i baggrunden. Til gruppens forundring er det ikke et bæst som angriber dem, men en flok bøller i chain allieret med snigmordere fordelt i græsset. Denne drejning tydeliggjorde for Sally, at der måtte være en lokal styring af urolighederne – godt nok var det vanskeligt at agere diskret med sådan en flok eventyrere, men det var kun folk fra landsbyen og adlen der kendte til deres ophold her. Under den selvfølgelige kamp lykkedes det gruppen at tage en mindre flok af lejesvendene til fange og få dem bundet til senere afhøring. Denne afhøring skulle dog vise sig umulig at gennemføre.

Efter at have sundet sig ovenpå kampen falder Sally tilbage ind i rollen som tjenestepige og gruppen forbereder sig på et opgør med det bæst som de jagtede. Asunari satte sig atter til rette som hyrde og passede sin flok og bålet. Efter nogen tid dukkede bæstet op som forventet – til gruppens yderligere forundring er det dog langt fra alene, men er i stedet flankeret af både krigere og en troldmand. Lothar, Asunari, Elinor og Anglon kæmper bravt imod de fremstormende banditter. Sally er voldsomt imponeret af Elinors håndtering af en langbue og kan kun beundre, hvordan hun gang på gang placerer pile dér hvor det gør mest ondt på modstanderne. Alligevel bliver gruppen presset så meget, at Sally bliver tvunget til et valg mellem enten holde sit dække eller forsvare sig selv og gruppen. Hun når dog kun at trække sin katana før hun bliver frosset i bevægelsen. “Forbandede præster, må de dø en langsom og smertefuld død”, tænkte Sally før hun fortsatte “gå efter troldmanden!!”. Sally kunne kun se til, mens hendes gruppe langsomt men sikkert blev slidt ned af disse lejesvende.

Så tæt matchet var parterne, at bæstet nåede helt frem til bålet og dermed Sally. Mange tanker fór gennem hovedet på Sally under denne kamp. “Hvis ikke snart Asunari og Elinor får lagt den troldmand ned og kommer i gang med bæstet, er jeg færdig! Det bæst styrer direkte mod mig og ser ud til at kunne rive mig i to med et enkelt bid.” Asunari og Elinor vælger at lade troldmanden slippe og kaster sig i mere direkte kamp med bæstet, som under en regn af pile og sværdhug på magisk vis forsvinder; blot for at dukke op fra en anden vinkel. Under hele kampen står Sally blot fastfrosset og kan høre de hårde kampe omkring hende. Netop som det ser værst ud, ser Sally sine to ‘arbejdsgivere’ stikke af i panik. “Sådan nogle kujoner! Helte er sandelig ikke hvad de har været. Hvis ikke jeg var under dække ville de få mit blad at smage. Deres tid skal nok komme…” Richards gruppe fik med styrke og overblik nedkæmpet fjenden og drevet resterne, heriblandt troldmanden, på vild flugt.

Sally gemmer atter sit sværd og falder ind i rollen som den nu efterladte tjenestepige. “Åh, nej de har blot forladt mig her midt i alt blodet og ligene… tusind tak fordi I har reddet mit liv.”, sagde Sally og faldt Asunari om halsen. Som de var vant til, da de flygtede eventyrere var med, lader gruppen sig opvarte af Sally som spiller den taknemmelige tjenestepige. Herved lykkedes det Sally at overvære, hvordan gruppen forsøger at afhøre den tilfangetagne præst. Stadig værnende om sit dække lader hun de andre forsøge. Det lykkedes at få præsten til at tale, men sandhedsværdien er tvivlsom, hvilket leder gruppen til at forfølge deres øvrige spor. Sporene peger i retning af et lokalt tempel i skoven nær ved byen.

Asunari viser igen sit værd som spejder og bueskytte i det han overbevisende lægger de to enlige vagter ned, uden at de når at alarmere nogen. Nede i templets kælder falder vore helte over det hårdtsårede monster og de afliver det med lethed. Sally giver sit besyv med i form af magiske missiler og afslører derved, at hun ikke blot er en tilfældig tjenestepige.

Sally skriver et brev til sin far, hvor hun i kodesprog redegør for forholdene i Grendelstown og de andres mistanke til den lokale lords søn.