Hjemsøgt af fortiden
Efter en god nat på Tandhor Keep og en veloverstået inspektionstur, rejser vi mod de nedlagte miner i Mertons nordlige områder. Efterretninger fra Herman Golddigger og andre indikerer at området er overtaget af fremmede magter med forbindelse til Baltorp og måske dæmoniske kræfter.
Endnu en gang giver vi min gode ven Asünari en hjælpende hånd, så han kan udbygge og sikre sin position i Merton – med en vis forventning om at nogle af rigdommene i minerne kan komme Tandhor til gode.
Vi bemærker at miljøet og omgivelserne gradvist ændrer sig fra frodigt og grønt til vissent og goldt jo nærmere vi kommer området. På nogle visne marker omkring en forladt gård, observerer vi en mindre bande krigere til hest sætte efter en lille pige der løber for sit liv.
— Flashback —
Horderne af udøde er draget videre og blandt de få overlevende i ruinerne af Fox’es hideout flakker en lille pige rundt og lever af de rester der er at finde. Med mellemrum tromler lovløse bander rundt og hærger på må og få – livet er skrøbeligt og udsat – og fanger folk til slavehold eller blot underholdning.
Den lille pige bliver fanget af en bande til hest og holdes fanget som slave i månedsvis og misbruges rutinemæssigt af bandens leder. En nat udnytter hun hans uopmærksomhed under akten og stikker og snitter ham ihjel alt imens hun rider ham.
Badet i hans varme blod, sniger hun sig rundt i lejren og tager stille livet af de øvrige søvndrukne bandemedlemmer for til sidst at stikke af.
Maria reagerer hurtigst og teleporterer sig ud foran krigerne og fryser alle på nær én med sin magtfulde magi. Den sidste stikker af til hest med Marias pile i dyret – hun viser nogle mere fysiske sider af sig på det seneste. Jeg har endeligt fået has på den hidtil uhåndgribelige Dimension Door og blander mig med to magiske hop – og min trofaste bue. Med et pragtskud nedlægger jeg den flygtende rytters hest, og sender rytteren tumlende til jorden. Et imponerende rullefald genvinder ham fatningen og han stiller sig klar til kamp overfor mig. Nærmest som en biting fryser jeg ham på samme måde som Maria og kampen er slut.
Maria udvælger brutalt gruppens leder og trækker ham skrigende og sprælende frem til afhøring. Undervejs sparker hun ham to gange hårdt i ansigtet – lidt måbende ser vi til, mens hun påbegynder en aparte afhøring med trusler om vold og faktisk brutalitet. Shakira benytter sin umådeligt stærke magi til at se dybt i mandens sjæl – straks hun er færdig losser hun af al kraft manden i ansigtet og lægger an til at bruge endnu mere vold – Asünari forsøger sig med at lægge sig imellem og afholde de to piger fra at brutalisere krigeren yderligere. Jeg oplever det nærmest som en omvendt verden, hvor jeg faktisk er ekstremt tilbageholdende og de andre er brutale. Jeg indser hurtigt, hvad der får Shakira til at gøre som hun gør og gamle følelser af had, angst og desperation trænger sig på. Den videre afhøring forstærker afskyen og mine følelser ryster mig i en sådan grad, at jeg bliver nødt til at gå afsides.
Inde i ruinerne sidder de resterende krigere bundet i en ring af magisk stilhed – ingen kan høre deres skrig – jeg udvælger mig en sergent og lemlæster hans venstre hånd indtil han besvimer og vi alle er sølet i hans blod… lugtesaltet frister, men jeg får styr på mine tumultariske følelser og udvælger en menig kriger til afhøring udenfor. Egentligt burde jeg brænde huset ned omkring ørerne på deres skamferede lig, men vi har en mission som skal udføres og måske kan vi få efterretninger til vores videre færd. Jeg soignerer mig på magisk vis og den menige følger, rystende angst, med mig udenfor, hvor Asünari går mig i møde med den kvæstede leder. Jeg opfatter os som værende på samme side og komplementerer hans arbejde… det var, skulle det vise sig, en fejl.
Megen diskussion om moral, metoder og mål senere – og uden at udnytte det afhøringsmæssige forarbejde jeg har lagt – beskylder Asünari mig for, at have sat ham i en vanskelig position og sætter direkte vores venskab ind på, at jeg skal afholde mig fra brug af tortur i mine afhøringer. Den tænkte vanskelige situation opstod kun fordi jeg, af hensyn til ham, ikke havde elimineret morderne og voldtægtsforbryderne med det samme – de løse ender er altid problematiske, og nu er de pludselig min hovedpine. Asünari fjerner sig mere og mere fra den pragmatiske rejsefælle jeg har kendt og sat pris på så længe – det ene øjeblik er han mere lovlydig og god end selv Illiana og det andet øjeblik er han helt på det rene med nedslagtning af hjælpeløse soldater. Jeg ved snart ikke hvad han finder rimeligt og hvad der strider ham imod – måske er nøglen, hvad der tilsyneladende tjener ham bedst?
Er vi ikke længere lige blandt ligemænd i vores tætte gruppe!? Jeg oplever faktisk ikke, at han sætter pris på alle de ofre vi som gruppe har gjort for ham, Nadie og Merton – måske er det på tide, at Merton klarer sig selv og vi andre udsøger os større mål?
I lyset af at vi opholder os i Merton og Asünaris ophøjede position her, lader vi som gruppe Asünari beslutte hvad der skal ske med forbryderne og det bliver tydeligt hvor uforberedt på magtens byrde han faktisk er.
Udfaldet bliver at ridderen Van Voldtægtsforbryder har sit liv i behold mod, at han introducerer os til sin kontaktperson og slavehandler Liljan, så vi kan komme længere i hierarkiet af den ondskab der har inficeret Mertons nordlige områder. Vi gør åbenbart alt for at holde facaden og undlade at stille dem til ansvar for deres handlinger.