Blod på mine hænder, en fornemmelse af forrådnelse der ikke vil gå væk uanset hvor meget jeg bader eller vasker mig. Jeg ved ikke længere hvem jeg er, hvor jeg skal hen eller hvad jeg kan stole på. Min krop er blevet fremmed for mig, og jeg er end ikke sikker på om jeg overhovedet er mig selv længere. Blev en del af min sjæl hos guderne, og hvis den gjorde, hvorfor sendte de så denne usle rest tilbage til min smadrede krop ?

Måske er det bare straffen for mine handlinger. Andre har dræbt på mit bud, jeg har dræbt med egen hånd, jeg har dræbt med magi, jeg har manipuleren med følelser og tanker i en sådan grad at væsner har dræbt sig selv, og var lykkelige for at gøre det. Det var måske ikke det værste! Det værste var nok dem der fanget i egen krop mod deres vilje blev tvunget til at følge mine ønsker og behov. Manipulation, det er jeg god til, meget god. Måske for for god? Ironisk at jeg nu sidder her selv, med blodet dryppende fra min flænsede skulder, med Asunaris lig foran mig og lugten af brændt kød i hår og tøj og føler at jeg ikke længere er mester over skæbnen – Er dét straffen for Hybris, er det derfor jeg sidder i denne på overfladen smukke krop og føler hvordan den stadig rådner op indefra ? Sider ved en afguds tempel med en sæk fyldt med menneskehjerter og venter på at kunne drage tilbage til det grædende kranie og slå flere ihjel.

Hvordan er jeg sunket så lavt ? At dræbe i kamp er en ting, men blodet på mine støvler sladrer om de fire præster der bundet til bordet i ydmygende positur ynkeligt higende efter tilfredsstillelse. De fire præster der blev halshugget af min klinge. Jeg hadede mig selv for det, men det var nødvendigt – sagde jeg. Sandheden er at jeg elskede det, tændte på det – magt, kontrol … hævn. Et af de få lykkelige øjeblikke jeg har fundet siden Athene forkastede mig og sendte mig tilbage til denne triste og ulykkelige eksistens.

At myrde præsterne var måske overflødigt, men den simple handling at tage deres liv er uden betydning sammenlignet med det halvt hundrede andre mord vi har begået idag. Nogle vil kalde det en helte dåd. Vi planlagde og forberedte os. Brugte dage på at brygge gift. Rejste på tværs af et kontinent blot for at finde de rigtige urter.

Mærkeligt at det skulle føre til et andet øjebliks lys i mørket. En enkelt aften eller to med gamle dages glæde og glemsel i fest.

Urterne og giften var ikke nok – hvad nu hvis guderne valgte at beskytte deres præster ? Så vi tyedede til magi, og fandt en formular til at skjule giften – vi udnyttede menneskenes naivitet og tiltro til Memets beskyttelse. Jeg sagde jo at jeg var god til manipulation. De stakkels kræ troede at de var blev forheksede og fremmanede deres nytteløse formularer alt imens vi skjult af skygger, magi, og had slagtede dem indtil kun fire var tilbage. Fire usle sindsforvirede præster jeg senere halshuggede, med et brændende sværd – Ironisk ! Deres gud skabt af flammer og hede kunne ikke beskytte dem imod et flammende sværd.

Inden deres uundgåelige død brugte vi dem som lokkemad. Først deres ypperste præst. En snarrådig mand der faldt for stål inden han kunne nå at påkalde sig sin gud – nu har han rigeligt med tid til at diskutere sagen med Memet…

Et væsen af ild fra de indre planer – endnu en svag sjæl der faldt for min magi og stod hjælpe løs i døråbningen imens Athenas frafaldne kriger slog løs på den. Vi skånede den! Det var det mindste vi kunne gøre, når nu vi vidste at hvert et sekund på dette plan er ren lidelse for den. Dens “liv” tjente i det mindste et formål og brændte vores sidste tre fjendes lig for os.

En smart men forudsigelig plan. De kom bagfra og forsøgte at falde os i ryggen. En nåede sågar at ramme mig – deraf såret i min skulder der stadig bløder. Vældige krigere og troldmænd der gav os kamp lige til de forsøgte at flygte og blev brændt ned som de kujoner de var. Asunari ofrede sig med sidste sidste heroiske angreb. Havde han ikke gjort det havde vi muligvis fået i fred, istedet kan vi betragte os selv som sejrherrer. Og Asunari ? Han kommer tilbage, vi kommer altid tilbage – det er gudernes vilje…