Efter vores oplevelser omkring Røde Ivan besluttede vi at det var nødvendigt  undersøge det handelsskib vi havde set forlade Skull Keep nærmere. Planen var simpel, under vores Røde Ivan dække ville vi snige os ombord og undersøge skibet, og især dets last, nærmere. Hvis skibet viste sig at være relateret til Generalissimoen ville vi, alt efter situationen, opbringe, destruere, eller skygge fartøjet. Det var vores håb at vi på denne måde kunne skaffe os yderligere information om vores fjendes planer og ressourcer, og måske stresse ham til at begå fejl.

Det skulle vise sig at vi allerede havde stresset vores fjende i en sådan grad at han havde begået en fatal fejl, men på dette tidspunkt vidste vi ikke bedre, og vi tog hjem til vores fæstning for at lægge detaljerede planer og få hvilet ud inden vi igen skulle i felten.

Da vi ikke forventede den store modstand ombord på skibet, valgte vi at tage en relativt let udrustning med. Vi efterlod således telte og tæpper, og havde kun proviant til en enkelt aften. De legendariske rustninger Assunari og Annabel normalt færdes i blev ligeledes efterladt derhjemme, da de med al tydelighed ville afsløre hvem vi var. Netop vores identitet var det vigtigt for mig at sløre, da vi bestemt ikke havde brug for at blive kendt som pirater og røvere. Som adelsfolk af lav rang ville det skadeligt for vores ry og rygte at blive forbundet med åbenlyst kriminelle handlinger.

Som så ofte før rejste vi via skyggernes rige med en hastighed almindelige mennesker kun kan drømme om. Selve overgangen er nærmest blevet rutine for mig, og selv den dybere del af riget hvor virkeligheden forsvinder virker ikke længere skræmmende men nærmere dragende på mig. Jeg fornemmer hvordan grænsen til det Etherieskeplan ligger lige ude af syne og hvordan jeg ved koncentration alene vil kunne skabe en forbindelse til dette plan. Jeg fornemmer dog også at det vil koste mig næsten alle mine kræfter at gøre det, og jeg må derfor vente til den rigtige lejlighed til at forsøge det eksperiment. Det vil nok være en god idé at have Illeana i nærhden da jeg nok vil få brug for Athenes hjælp efterfølgende.

Det var ikke nemt at finde fartøjet fra de uklare skygger, men det lykkedes os til sidst at finde skibet, midt på den ret store sø syd for vores fjendes hjemby.

Skibet viste sig at være en ganske gennemsnitlig Skonnert. Et lille hurtigt fartøj med begrænset last kapacitet – Ikke ulig Estrallen der fragtede os over havet til Pojiji.

Fra skyggernes rige var det simpel at passere tilbage til den virkelige verden i skibets lastrum. For en sikkerheds skyld iklædte vi os usynlighed inden vi trådte fra skyggeriget til Lastrummet. I skibets lastrum var der umiddelbart ikke noget af særlig interesse, og mens Rowan, Annabel og jeg forblev stille begav Asunari og Sally sig rundt for at undersøge lasten nærmere. Asunari fandt hurtig en kiste han syntes var interessant. Han fornemmede noget forkert ved låsen, og forsøgte at desarmere en eventuel fælde på kisten. Om det var mørket eller vin fra aften før vides ikke, men et kort øjeblik blev lastrummet lyst op af en eksplosion da Asunari fik udløst fælden, da åbenbart var af magisk karakter.

Jeg tror at vi alle var lidt rystede, over den uventede eksplosion. Lastrummet var nu fyldt med røg og imens Asunari stod stod som lammet forsøgte Sally at komme forbi tønderne i lasten og frem i skibet for at hjælpe. Til vores overaskelse valgte en snigmorder at gøre din tilstedeværelse bekendt og angreb Sally i ryggen med en kniv.

Sally blev ramt, uden den store effekt, og snigmorderen blev nedkæmpet så hurtigt af Rowan, at min paralyse-formular blot fik lov til at forsvinde ud i æteren.

Efter eksplosionen og angrebet stod det klar at vores tilstedeværelse var kendt, og at vi ikke længere kunne hold os skjult. Vi hørte trampen og raslen af kæder på dækket over os, og besluttede at det var nødvendigt at handle hurtigt. Jeg kiggede op mod lugen op til dækket og kunne se at lyden af kæder kom fra nogle matroser der var ved at forsegle lugen – sikkert for at holde os indespærret. Selv om jeg normalt foretrækker at lade de store krigere være i front, når det er stålet der taler, så følte jeg at det bedste at gøre var at få udgangen sikret så hurtigt som muligt. Så jeg trak mit sværd og spurtede jeg op af trappen, gled på øverste trin, slog impotent ud mod lugen og skvattede ned igen, hvorefter jeg på ydmygende måde endte liggende på gulvet.

Jeg tænkte at jeg havde været heldig at jeg var usynlig, så resten af mine venner i det mindste ikke så mit skamfulde angreb på lugen. Alle tanker om at være heldig forsvandt dog hurtigt for kort efter plantede først Asunari og så Lady Annabell deres støvler og betydelige kropsvægt på mig i deres iver for at komme op fra lastrummet.

Assunari brød uden problemer lugen op og passerede op på dækket igennem en sky af magiske isklumper og kort efter hørte jeg lyden af kamp fra dækket hvor Annabell og Assunari nu var i nærkamp.

Jeg fik rejst mig op og løb på på dækket imens  Rowan  havde travlt med at trække sit sværd frit af snigmorderens lig. Kort efter befandt jeg mig på et gyngende skibsdæk der glat af blod og saltvand, omgivet af kæmpende krigere og lig. Af ren refleks stak jeg mit sværd i en sortklædt kriger der svang et katana efter Asunnaris ryg.

Den fjendtlige kriger faldt om med en tilfredsstillende gurglende lyd og jeg dukkede mig for en kastestjerne en snigmorder kastede efter mig.

Asunari hilste min ankomst med et løftet sværd der kort efter adskilte en sortklædt krop fra sit hoved, og jeg bemærkede at Rowan passerede mig bagom fra trappen, og løb til styrbord ræling hvor han gik i kamp mod to fjendtlige krigere.

Jeg betragtede et kort øjeblik Lady Annabell der fejede kastestjerne til side med sit skjold i hård kamp mod tre snigmordere. Også Assunari så optrinnet og jeg kunne ikke lade være med at grine da han hånligt råbte til den kæmpende ridder at hun skulle holde op med at lege dem. Annabel kiggede arrigt på Assunari, kløvede en af sine fjender og kæmpede sammenbidt videre.

Vores korte øjebliks manglede koncentration kom til at koste dyrt. En hidtil uset snigmorder dukkede op som et spøgelse fra skyggernem dækket af en usynlighedsillusion, og plantede hurtigt som et lyn et hug i ryggen af Assunari. Der gav et brøl af smerte fra sig imens blodet løb fra præcist placeret stik.

Stærkt blødende vendte min sårede elver ven sig og kiggede sig forvirret om efter hvad det havde ramt ham. Da han ingen synlig fjende kunne ser forsøgte han at slå i luften efter snigmorderen der grinte og blokerede de upræcise hug. Assunari må have fornemmet hvor snigmorderen stod, for hans næste slag ramte og snigmorderen vaklede overrasket et skridt tilbage og vendte hovmodigt ryggen til mig i blind tiltro til sin usynligheds illusion. Det tog et øjeblik for mig at forstå at han ikke var klar over at jeg kunne se ham, og da han begyndte at klatre op i masten, benyttede jeg chancen til at stikke mit sværd i ryggen på ham der hvor jeg regnede med at hans hjerte stadig slog. Jeg mærkede hvordan den magiske klinge skar igennem rustning, hud og knogler og passerede ud på forsiden af snigmordernens bryst og hans hjerteblod sprøjtede ud over Asunari.

Kampen fortsatte og vi stod til sidst foran Genralissimoen der med sin tro præste ven forsvarede broen.

Præsten bukkede hurtigt under for Annebell og Assunaris angreb, men nåede at dele nogle solide slag ud så begge mine venner så mere døde en levende ud. Rowan hoppede op og angreb Generallisimoen selv, men han fintede og Rowan forsvandt ud over siden på skibet der samtidig blev rystet af en eksplosion under dæk.

Skibet begyndte at kæntre og flammer stod op af lugen bag mig. Vi måtte alle gribe fat i nærmeste den ræling for flere af fjendes sidste vagter forsvandt ud over siden.

I forvirringen greb skurken sin døde ven og forsvandt. Jeg nåede lige at observere de kendtes bevægelser fra en teleporteringsformular igennem røgen.

Vi stod opgivende på det nu brændende skib og kiggede på stedet hvor vores fjende var forsvundet. Vi havde fejlet!

Jeg besluttede at det bedste var at gøre var at redde hvad der reddes kunne og fik med en simpel formular fremkaldt et felt der ville afsløre om nogen af vores faldne fjender havde magiske ting på sig, jeg vendte mig om og så til min forbløffelse at Generallisimoen dukkede op, ved siden af Annabel der stod og sparkede undrende til en bevidstløs men stadig usynlig snigmorder.

Med et råb advarede jeg de andre, og vi kastede os alle over den usle krigsherre og forsøgte at holde ham fast. Al fornuft og strategi var glemt, og der gik i ren panik i Generalisiomen der forsøgte at komme fri og op i masten. Jeg hev ham ned, gav ham et knæ i skridtet og forsøgte at holde ham fast, men stod pludselig med tomme arme, da han forvandlede sig til en flagermus.

Assunari handlede snarrådigt og greb fat i flagermusen og satte tænderne i dens hoved. Imens den sprællede forsøgte Annabul nu at flå dens vinger af og væsnet skreg højfrekvent i smerte og forvandlede sig tilbage til Generalisimoen igen. Der desperat forsøgte med et “Jeg overgiver mig!”.

Jeg gav et kort nik til Assunari der med præcision skilte Generallisimoens hoved fra hans krop. Langsomt gik kroppen i knæ og faldt forover imens det adskilte hoved ramte dækket med et tilfredsstillende dunk.

Assunari tørrede sin klinge i i tøjet på et nærliggende lig, Sally kom forbrændt op fra lastrummet, Annabel stod lamslået og så på liget og Rowan kravlede op over rælingen op på dækket gennemblødt af saltvand.

Efter Generallisimoens tidligere forsvindingsnummer besluttede jeg at vi måtte være absolut sikre på at han ikke havde flere tricks i ærmerne. Jeg strippede ham derfor for tøj og udstyr, fandt derefter lidt sand frem og fremkaldte de nødvendige energier til at desintegrere hans krop.

Flammerne omkring os tog til, og det var nu spændende om dækket kunne nå at brænde inden skibet uungåeligt ville synke…