Det var en kølig morgen, da Selene Thorne ankom til landsbyens torv, hendes ansigt præget af bekymring. Hun trak vejret dybt og henvendte sig til de travle folk omkring hende. “Jeg mangler et får,” begyndte hun. “Daisy er væk! Jeg tror, noget har taget hende, måske en ulv!”

De nærmeste landsbybeboere løftede knap blikket fra deres gøremål. Robert Ashford mumlede noget om “altid det samme med de får,” mens Edith Montgomery trak på skuldrene og fortsatte med at sortere vinranker.
“Det er bare ét får, Selene,” sagde en ældre mand utålmodigt. “Du skal nok finde det.”
“Men det er ikke bare ét får!” protesterede Selene. “Daisy er vigtig! Og jeg har set spor, små fodaftryk, langt mindre end et menneskes.”
Ingen reagerede. De fleste vendte tilbage til deres arbejde, og Selene blev stående alene midt på torvet, frustreret og vred. Til sidst rystede hun på hovedet og gik videre mod The Green Hare Inn, hvor hun vidste, at folk måske ville være mere tilbøjelige til at lytte – eller i det mindste at have tid til en snak.

Inde på kroen var stemningen livlig. En gruppe teenagere sad omkring et stort bord, latteren rungede, og bægre klirrede. Midt i selskabet sad en ung mand i en ny, skinnende præstekappe, hans ansigt rødt af grin. Det var tydeligt, at han blev fejret.
Selene nærmede sig bordet med en blanding af nervøsitet og beslutsomhed. “Undskyld mig,” sagde hun højt nok til at overdøve latteren. “Kan jeg få et øjeblik?”
De unge så op, nogle af dem med et svagt smil, andre med nysgerrighed. Den nyuddannede præst, en ung mand med kort, blondt hår, vinkede hende tættere på. “Hvad kan vi hjælpe dig med?”
“Jeg har brug for hjælp,” sagde Selene og forklarede hurtigt situationen om Daisy.”
Der var en pause, før en af de unge, en mørkhåret pige med et lidt usædvanligt ansigt, udbrød: “Spor? Forsvundet? Det lyder som noget fra en gammel fortælling.”
“Nej, det er ægte!” insisterede Selene. “Hvis I hjælper mig, kan vi finde hende og måske beskytte landsbyen mod flere angreb.”
Præsten, stadig med et smil, lagde hovedet lidt på skrå. “Det lyder som en udfordring. Jeg er ikke ligefrem en kriger, men måske kunne vi hjælpe. Hvad siger I, venner?”
Teenagerne udvekslede blikke, nogle skeptiske, andre spændte. “Det kunne være sjovt,” sagde en ung mand med en daggert i bæltet “Og hvem ved? Måske kan vi gøre en god gerning.”
“Så lad os gøre det,” sagde præsten. Han rejste sig. “Vi kan fejre videre senere. Vi finder dit får.”
Selene mærkede en gnist af håb. Måske var de unge ikke den hjælp, hun havde forventet, men de var bedre end de ligegyldige landsbyboere.

Efter en times vandring standsede de for at hvile ved en lysning. Kaelis sad på hug, fingrene hvilende let på buen, da hun pludselig spidsede ører. “Vent,” hviskede hun. “Der er noget derude.”
Hun løftede sin bue og sendte en pil af sted i mørket. Der lød et brøl, så voldsomt, at hele gruppen stivnede. Ud af skovens skygger brød en kæmpe bjørn frem. Med blodrøde øjne og fråde dryppende fra dens kæber styrtede den direkte mod Lucius.
Lucius trak sit sværd, men bjørnen var for hurtig. Med et voldsomt slag ramte dens klo hans skulder og sendte ham til jorden med et skrig. Blod piblede fra såret, mens Lucius kæmpede for at komme på benene. I ren desperation svingede han sit sværd og ramte bjørnen i siden, hvilket fik den til at brøle endnu højere.
Kennard trådte frem, hævede sin stav og råbte: “O Zeus, din mægtige styrke, lad din fred sænke sig over dette væsen!” Et gyldent lys strømmede ud fra hans hænder, og bjørnen stoppede brat. Dens brøl blev til en dyb rumlen, og den sænkede sit hoved som om en tung træthed havde overmandet den.
Samtidig begyndte Nico at mumle en mørk formular, og en bølge af magisk energi skyllede ud fra ham. Effekten var uventet kraftig – Kennard, Kaelis og Lucius faldt alle sammen som om de var blevet ramt af en usynlig hammer. Kun Nico stod tilbage, med et svagt smil og en svedperle på panden.
Bjørnen, nu rolig, snusede mod jorden og forlod langsomt lysningen. Da den var væk, gik Nico i gang med at vække sine venner én efter én med en modformel.
“Du kunne godt have advaret os,” mumlede Kaelis, da hun kom til sig selv.
“Jeg justerede lidt på formelen,” svarede Nico med et skævt smil. “Måske lidt for meget.”
Kennard rejste sig og bøjede sig straks over Lucius. “Vi skal stoppe blødningen,” sagde han alvorligt og brugte sine præstlige evner til at lægge en midlertidig helbredende hånd på såret. “Du skal hvile, ellers klarer du ikke næste kamp.”
“Vi har ikke tid,” knurrede Lucius gennem sammenbidte tænder. “Hvis det er gobliner, skal vi finde dem nu.”
“Rolig,” sagde Kaelis. “Vi kan ikke kæmpe, hvis vi alle er halvdøde. Lad os trække vejret og finde en strategi.”
Med fornyet beslutsomhed og lidt mere forsigtighed fortsatte gruppen dybere ind i skoven. De vidste, at deres mål var tæt på – men de vidste også, at farerne i mørket kun blev større.

Eftermiddagen forløb, og gruppen bevægede sig længere ind i skoven, mens skyggerne blev længere og mørket begyndte at sænke sig. Træernes grene blokerede for den sidste rest af dagslys, men pludselig fangede en duft af stegt kød deres opmærksomhed. De standsede og udvekslede blikke.
Kaelis, halvelveren, hævede en hånd for at signalere stilhed. “Jeg tager et kig,” hviskede hun og forsvandt næsten lydløst ind i mørket, hendes skarpe øjne justeret til mørket.

Hun vendte tilbage få minutter senere med nyheder. “Fire gobliner ved et bål. De har noget stegt kød – og Daisy er der. Hun er bundet til et træ lige bag dem.”
Gruppen samledes tæt for at diskutere deres næste skridt. “Vi kan ikke bare storme dem,” sagde Kennard. “Vi må have en plan.”
“Jeg kan påkalde Zeus,” foreslog Kennard. “Med hans hjælp kan vi måske forvirre dem, og det vil give os en fordel.”
“Godt,” sagde Lucius. “Men lad os være klar til kamp, hvis det fejler.”
Planen blev lagt, og gruppen sneg sig i position omkring goblinlejren. Kennard stillede sig i lysningen, hævede sin stav mod himlen og råbte en bøn til Zeus: “O mægtige Zeus, bring solens lys og jag mørkets væsener væk!”
Men intet skete. Alt forblev mørkt.
Goblinerne stirrede forvirret på Kennard, men signalet blev forstået af gruppen. Kaelis løftede sin bue og satte en pil i halsen på den nærmeste goblin, der faldt til jorden med et kvæk. Lucius stormede frem og spiddede en anden med sit sværd, inden goblinen nåede at gribe sin kniv.
Niko skulle netop til at udføre en formular, da en lille kvindelig goblin sprang frem fra skyggerne og angreb ham bagfra med en dolk. De rullede rundt på jorden i en intens nærkamp, begge afvæbnede hinanden, inden Niko hævede en hånd og fremmanede et frygtindgydende illusionært syn. Goblinen skreg af rædsel og flygtede ind i mørket.
Imens fremmanede den sidste goblin en ondskabsfuld og klodset ogre, der brølede og kastede sig mod Lucius. Lucius forsøgte at kæmpe, men et slag fra ogrens kølle sendte ham på flugt ind i mørket. Der, i det tætte mørke, krydsede han veje med den kvindelige goblin og kæmpede en kort, brutal kamp, der endte med, at han fældede hende.
Tilbage ved lejren forsøgte den sidste goblin at flygte. Den løb i zigzag mellem træerne for at undvige Kaelis’ pile og Kennards spydkast, men dens held slap op, da den kom for tæt på Niko. Med en hurtig bevægelse trak Niko sin daggert og spiddede goblinen med en præcis bevægelse.
Kampen var ovre. Gruppen samlede sig om Daisy, der brægede lykkeligt, da hun blev befriet fra træet. Lucius, stadig med et sår fra ogren, kælede kort for fåret, før de begyndte turen tilbage mod landsbyen.
Da de ankom, blev Selene genforenet med Daisy, og tårer af lettelse løb ned ad hendes kinder. “Jeg kan ikke takke jer nok,” sagde hun. Gruppen blev belønnet med 50 sølvstykker fra den lokale knight marshal, der havde hørt om deres bedrift og gerne ville opmuntre til flere heltegerninger.
De gik ikke tomhændede derfra. Fra goblinlejren havde de samlet:

• 4 short bows
• 4 daggers
• 40 pile
• 17 kobberstykker

Mens de delte deres fund, var stemningen høj. Det havde været en hård kamp, men de havde sejret – og vigtigst af alt var Daisy i sikkerhed igen.