Grimword

Baroniet Grimword udgør sammen med naboen Greenfield den sydlige grænse for Sod. Landskabet er mange steder tørt, grænsende til stenørken og det lidet liv der ses fremstår sparsommeligt og hårdført. Mod Øst ligger ærkefjenden Kandor og de store bjerge med det strategiske Zod-Bouldron pas. De to baroniers fjendskab går generationer tilbage og baggrunden for det henligger for de flestes vedkommende i historiens tåger. Baroniet skæres brutalt i to af den vilde Shiver flod, der bringer vandmasserne fra Crystal Lake tværs gennem Zod og ud i Ice Fang Bay. Den rigdom der har præget Merton og Shirl har tilsyneladende ikke været Grimword til del, og store dele af landet henligger forarmet og uden brugbare veje. Potentialet for livlig handel på den store vandvej, er mestendels uudnyttet og manglen på veje og anden vigtig infrastruktur vanskeliggør effektiv udveksling over land med naborigerne.

Grimword styres af den ældgamle Grimword slægt og er vidt berømte for deres militære styrke og stærke ledelse. Baronen, Ankor Grimword fremstår som en ilter herre der har kendt stor sorg og liden glæde i sit lange liv. Han ses oftest i fuldt krigsornat og plejer tæt omgang med sin hærledelse. Hans to voksne sønner er som nat og dag; Samuel er aggressiv og trodsig, hvorimod Erik under et benhårdt ydre forekommer at være mere ligevægtig og eftertænksom.

Hæren i Grimword er ledet af den legendariske general Kar Farnar Silverbuckel er også kendt som ”Den sorte høg” for sin strategiske præcision, skånselsløshed og for at foretrække angreb om natten. Han har kendt til både opture og nedture i sit lange liv. Som ung steg han hurtigt i graderne, først i Grimword som kavalerist, hvor han som ung officer ledte den afgørende offensiv mod en hærgende orc-hær, og senere som næstkommanderende i Fyrst Farunorsks kavalerienhed – ”Ice manes”. Herfra avancerede han til Lord Commander af ”Army of faithfull” – fyrsten elitehær – hvor han tjente loyalt og effektivt, indtil kærligheden kom på tværs.

En ulykkelig kærlighedsaffære med en gift kvinde gjorde at han måtte forlade hæren i vanære. Specielt ikke en Lord Commander kan forbryde sig mod korpsånden på den måde og indlade sig med den slags. Selv nu flere årtier senere er de sociale kredse på Sagos rystede over den episode.

Han trak sig tilbage til sit hjemlige len i Grimword, hvor han snart blev tilbudt titlen som Commander i Grimwords hær.

Kar Silverbuckles hjemkomst faldt passende sammen med en række lokale grænseskærmydsler, mellem Grimword og nabobaronierne. I disse kampe beviste han både sine evner som strateg og sit personlige mod i kamp. Til dato er den højtrespekterede og frygtede hærleder endnu ubesejret på slagmarken. Hans navn vækker blandt andet derfor genklang og ærefrygt i hele Shirl og det meste af Zod.

Med titlen Lord Commander of Grimword er han nået så højt som han kan komme i Shirl og kun en række større succesfulde slag i en eventuelt kommende storkrig kan løfte hans militære karriere yderligere.

Med Zods 3. største stående hær i højt beredskab, tilmed støttet af Gnistens lejesvende, tales der i lukkede kredse om, hvordan Grimword har råd til det. Rygter om en hemmelig mine eller fremmed finansiering cirkulerer og bidrager til den stigende usikkerhed omkring Grimwords loyalitet overfor Grev Illiot, Zod og Seglet som helhed.

Besøg i Grimword

Med Grevens udtrykte ordre samler Asünari og Det Gyldne Hjul hurtigt en mindre karavane og drager fra Copper City, i Merton, mod grænsen til Grimword. Asünari fører an iført sin røde dragerustning og sin kæmpe jaguarpels. Rustningen glimter og funkler i solen og den sorte pels og de hvide tænder på kraniet bidrager til det statelige syn – præcist som Asünari ønsker det. Ingen skal være i tvivl om, at her kommer Asünari baron(essekonsort) af Merton.

Grænsen mellem Merton og Grimword er ikke tydeligt markeret, men kvaliteten af vejen skifter tydeligt fra velholdt infrastruktur til en grov grussti, som ikke har set vedligeholdelse i længere tid. Buske og træer er stille og roligt ved at tage området tilbage fra civilisationen. Rejsen ind i Grimword er langsommelig og begivenhedsløs, hvilket giver heltene fra Det Gyldne Hjul en tiltrængt pause.

“Vi havde redet stille og mageligt i nogle dage, hvor vi blandt andet mindedes de gode tider vi havde i Gengaril – tilbage før verden gik helt af lave. Vi var derfor ikke meget agtpågivende da det flade landskab stille ændrede karakter til en slugt og senere en kløft. Naturligvis overvejede jeg det taktisk uheldige i vores placering, men givet vor diplomatiske status og, forhåbentligt, ikke truende fremtoning, lod jeg overvejelserne træde i baggrunden og nød for en kort stund rejselivet med mine venner.

Den afslappede stemning forsvandt dog som dug for solen, da vi lidt fremme så et stærkt befæstet checkpoint og en hermetisk lukket port.”

Omtrent 2 dages ridt fra Grimwords hovedby, Blackspear, mødes den diplomatiske mission af en blank afvisning ved et befæstet portparti i en kløft. Kar Maria sender en af sine livvagter frem imod porten med en anmodning om fri passage og audiens med baron Grimword. Anton bliver afvist med en undskyldning om, at Grimword er i undtagelsestilstand og vender tilbage for at få instrukser.

Instruksen til Anton er klar, de skal give passage eller Merton, Greven og det Gyldne Hjul vil betragte det som en krigserklæring. Medens Anton frembringer det klare ultimatum, sidder Karerne fra det Gyldne Hjul stateligt i sadlerne uden at lade sig mærke af den spændte situation, hvor bueskytterne står klar på fæstningsværkerne. Truslen om hurtig eskalering bringer officerer på banen og en aftale bliver nået. En time senere åbnes der og de nu knap så diplomatiske udsendinge kan fortsætte deres færd, under snesevis af bueskytter på kløftens sider.

Blackspear

“Da vi nærmede os Blackspear, så vi store troppeformationer med en del krigsmaskiner og flere undervejs. Både Gnisten og Grimwords egen hær var talrigt til stede i velorganiserede lejre, som ikke var under opbrud eller på nogen måde så ud til, at være aktivt engageret på nogen af fronterne. Allermest lignede de nogen der gjorde klar til at kæmpe i det flade landskab foran Blackspear. Det var ganske klart, at hvis Kandors hær var dukket uanmeldt op her, ville det blive set som en krigserklæring med en garanteret udslettelse til følge. Vores medbragte taktikker bemærkede det vanvittige i at bygge krigsmaskiner her – normalt bygges de hvor de skal bruges – han mente ikke at Farna Silverbuckle kunne være involveret i sådanne tåbeligheder. Måske vores taktikker ikke tænker i nær så strategiske baner som Grimword og den berømte general.”

For foden af Blackspear, ligger en passende benævnt borg klinet op af bjergmassivet og ser nærmest uindtagelig ud. Uden for selve byen findes der hektisk aktivitet, med konstruktion af krigsmateriel og forsvarsværker. Gnistens 700 mand og den lokale hær på omtrent 1000 mand, dominerer det flade landskab og gør de fleste omkringliggende baroniers styrker til skamme.

Ankomsten af fremmede går nærmest upåagtet hen og alle aktiviteter fortsætter ufortrødent. Der bringes mængder af træ til konstruktionspladserne og i baggrunden høres klingen fra både smedjer og træningspladser.

Byportene i den solide bymur er åbne og ankomsten af det Gyldne Hjul bliver bemærket og annonceret med fanfarer – en depeche har været sendt i forvejen fra kløften.

En løber oplyser karerne om, at Baronen ønsker deres tilstedeværelse på byens torv, som er ryddet til lejligheden.

“Det var alt andet end en varm velkomst der mødte os, det massive opbud af styrker var enten et tegn på en vis militær respekt eller et ønske om, at fremstå totalt dominerende overfor en uvelkommen gæst. Torvet var omringet af intet mindre end 40 soldater med spyd og skjolde samt en samling af magikere og præster – jeg talte 20 hovedmål i en eventuel konflikt – og midt på torvet, med en mindre elite vagtstyrke og sine to sønner, stod baron Ankor.”

Baronen udviser ingen høflighed og siger ligeud at han er irriteret over denne overflødige forstyrrelse af hans forberedelser til krig. Meldingen han ønsker bibragt Grev Illiot er, at ‘den sydlige grænse er sikker og alt ånder fred og ingen fare.’

Anerkendelse af Asünaris position ligger overfladisk og diplomatiets blide form viger hurtigt for en tone af konflikt. Presset melder han om planer om et angreb på Zod-Bouldron passet, uagtet en manglende aftale om passage hos Kandor.

“Som altid var Asünari rolig og nærmest jovial. Enten er han sublim ud i det diplomatiske spil eller også får han en dag en brat opvågnen – uagtet at jeg har kendt ham længe kan jeg ikke præcist afgøre det. Måske skulle jeg sætte endnu mere pris på at være på den rette side af den mand.

Den diplomatiske fornærmelse var til at tage og føle på, sådan at blive henvist til en simpel kro som almindelige vejfarende. Vi fik nu det bedste ud af en dårlig situation og blev indlogeret på The Pikeman.

Mere foruroligende end fornærmelsen af os, var Grimwords udmelding om at han agtede at angribe det sydlige pas gennem Kandors land uden forudgående aftale. På den måde virkede det som om baronen ønskede konflikt med Kandor på trods af de aktuelle trusler udefra. ”

Spionage i Grimword

Vel indlogeret på den pompøse kro, støder Von Klinkenhof til selskabet med nyheder fra området. Klinkenhof har været rejst i forvejen for at samle efterretninger. Årvågne i disse semi-fjendtlige omgivelser, danner Kar Maria en illusion om et almindeligt ophold, altimens Karerne deler oplysninger og planer i Shakiras mind-share fællesskab.

Von Klinkenhof har haft travlt og har blandt andet observeret at smedene producerer kroge til angrebstårnene. Ligeledes opfattede han en almen hadsk stemning rettet mod Kandor. Den gamle slægtsfejde ligger dybt og er udbredt i hele samfundet  – fra den simpleste arbejder til de adelige.

Han har sågar sneget sig helt ind på livet af Baronslægten og overværet et møde mellem familien og General Silverbucle, hvor diskussionen livligt drejede om et stort kort over det sydlige Sod.

“Klinkenhofs efterretninger fremstod lidt rodet, men alligevel ikke til at tage fejl af. Han berettede at Samuel Grimword talte for et hurtigt angreb på Merton: ‘Lad os udrydde Merton! – når de falder, så falder det hele.’ Samuel fremstod i det hele taget som et brusehoved som man bør holde sig på afstand af. Hans far virkede mere velovervejet og talte for at holde gode miner til slet spil og følges med Mertons hær i det kommende slag og som han udtrykte det ‘lade situationen udvikle sig’. Uden tvivl et resultat af et langt livs erfaringer og mere passende for en mand af hans stand. Konklusionen på mødet blev, at Baronen erklærede at ville følge Silverbuckles ledelse på slagmarken. Men grundet den manglede præmis kunne Klinkenhof ikke oplyse hvad der var målet for Grimwords hær.”

Grimwords taktiske kort indikerede Swanblades tropper i Bouldron passet og pudsigt nok en trop af Grimwords tropper i centrum af Merton. Klinkenhofs fornemmelse for situationen kastede ikke lys over kortets indhold i forhold til om der var tale om planer eller aktuel tilstand.

Heltene fra det Gyldne Hjul, føler mistanken mod Grimword stærkt begrundet og Asünari begynder så småt at forberede sig på at skulle overtage kontrollen med det sydlige baroni, om ikke på anden måde så i tankerne. Under drøftelserne gør Kar Maria opmærksom på, at det er ikke bare usædvanligt men også ureglementeret, at der skule være samlet så meget magisk kraft omkring én baron. På torvet havde hun bidt mærke i ikke mindre end 10 magikere til stede.

Afstanden fra tanke til handling er sjældent lang for heltene i det Gyldne Hjul, så for at indhente troværdige efterretninger planlægger de, at kidnappe en af Grimwords troldmænd til nærmere afhøring.

“Planen var simpel, Von Klinkenhof og jeg skulle snige os ind i fæstningen og udspørge en stuepige omkring de mange troldmænd – det skulle vise sig at være omtrent det eneste vi ikke fik gjort. De grove klippesten og interessante vinkler på murene gjorde det overkommeligt at trænge ind, selv i fuldt dagslys. Vel inde søgte vi adgang via et åbent vindue på 1. sal. Det viste sig at være en spisesal, hvor der var ved at blive dækket op til 16 personer – tilfældigvis netop de 16 vi var mest interesserede i.

I skyggerne overhører vi to troldmænd der diskuterer en mulig opgave for Baron Grimword. Vi udleder fra samtalen at gruppen er blevet hyret via en kontakt højt oppe i Sepithion og at alle involverede troldmænd opholder sig på slottets 1. sal. Med endt rekognoscering trækker vi os usete tilbage.”

Opgaven som er stillet til troldmændene er, at sikre den taktiske ledelse, herunder Baronen og hans sønner, mod spionage og angreb. Et udtryk for rettidig omhu med de kommende slag in mente. Kombineret med den rejste hær og tilhørende krigsmaskiner finder Maria, Asünari og Sally det magtpåliggende at stække Grimwords muligheder for angreb på venligt sindede baronier i Sod – specielt Merton og Kandor. De har hver deres bevæggrunde, men endemålet er det samme og det er nok til at forene dem i deres bestræbelser.

Det Gyldne Hjul byder Baronen farvel i pomp og pragt som det sig hør og bør for en diplomatisk mission og drager tilbage til Merton.