Alexandros Bath
Efter mødet ved jagthytten, hvor goblinblod blev spildt og heltemod målt i mørke, stod de fire unge eventyrere – Niko, Lucius, Kennard og Kaelis – tilbage med en erkendelse: de havde fundet noget større.
Sporene var tydelige. Kaelis havde fulgt dem som en skygge, og de førte dybere gennem skoven, til noget der ikke bare var en flok vilde gobliner – men en lejr, stor og organiseret. En trussel. En mulighed.
Men i stedet for at blive hyldet som helte, blev de mødt med formaninger og løftede bryn. Soldaterne, med deres blanke rustninger og endnu blankere hoveder, valgte at gå alene. De unge blev holdt tilbage, som børn der havde leget for tæt på bålet.
Så drog soldaterne afsted. Byens gader blev tomme, krogene halvtomme. Selv The Green Hare føltes som en skygge af sig selv, uden skramlen af øltønder og latter fra folk, der havde lidt for lidt forstand og lidt for meget mjød.
Og her stod de fire. Forladte, som ulve uden flokken. De så på hinanden. De ventede. Men stilheden trak ud.
Dagene gik, og luften i Willowdale blev tykkere og mere stillestående. Soldaternes fravær havde lagt en dyne over byen. De fire unge – Niko, Lucius, Kennard og Kaelis – besluttede at lade rastløsheden drive dem ned til floden for at fiske. Måske for mad. Måske for ro. Måske for at høre noget andet end stilhed.
Men floden, ah… floden havde sine egne planer.
Mellem sivene kom noget drivende. En lille taske, læder og reb. De hev den op, og indeni fandt de gamle madrester et kort over en ø midt i floden, og en besked, skrevet med skælvende hånd og frygt i blækket:
“Me, Gurg, and tribe find old ruin on island. Good place, big stones, and dark basement. We hide gold there. Good gold. Heavy.
But then, trouble come. Some creatures, big and scary. Not like us. Not like men. They scream in dark. Tribe not ready. Too many of them, too fast. Gurg say, ‘Run! Run now!’ So we run, leave gold behind.
Basement still have it. Gold in big chest, under old stones. But no go back. Creatures stay. They angry. They wait for next fool who come.
If you go, maybe you fight them. Maybe you die. Not Gurg’s problem.”
“Forberedelser og Familie”
– vejen til Alexandros Bath
Med Gurgs ord frisk i hukommelsen og kortet foldet i Nikos taske, gik de fire i gang. Det var tydeligt for dem alle, at denne ø – midt i søen kendt som Alexandros Bath – kaldte på dem. Ikke med ord, men med den slags fornemmelse, man får i brystet, når eventyr og død går hånd i hånd.
De skaffede det nødvendige. Mad. Reb. Lanterner. Og vigtigst af alt – en båd. Ikke noget stort skib, nej, bare en lille robåd, der knirkede som en gammel mands knæ, men flød som en drøm, så længe vinden holdt sig i skindet.
På vejen mod søen gjorde de et stop ved møllen, hvor Robert Ashford og hans kone Marta bor med deres børn. Møllen lå ved bredden af en biflod, og dens hjul drejede stadig sagte, som et hjerte der nægter at glemme.
Der mødte de Bridget Ashford, Lucius’ og Kennards unge kusine. Livlig, kvik og med mere mod i stemmen end mange mænd har i hjertet. Hun var glad for at se dem – og især Lucius, hvis tilstedeværelse altid fyldte rummet mere end han selv forstod.
De fik et varmt måltid – brød, pølse og den slags ærlig mad, man kun får hos folk, der står tidligt op og kender deres møllehjul bedre end de kender kongens love.
Under måltidet fortalte Robert, at han og drengene havde hørt mærkelige lyde fra skoven den seneste uges tid. Ikke dyr. Ikke mennesker. Noget… andet. Noget der rørte sig, og som stilnede, når man prøvede at lytte for godt efter.
Han sagde det med et blik, der ikke var for dramatik – men med den slags ro, man får, når man har set for meget til at gå i panik.
“Tåge og tyveri”
– en prøvelse ved bredden
Efter afskeden med Ashfords og møllens varme, begav de fire eventyrere sig videre. Floden blev bredere, men bredderne snævrede ind – og før de vidste af det, gled båden ind mellem træer, hvor grene hang lavt og solen blev til skygge. De var sejlet ind i Small Wood.
Et navn, der lyder venligt, men er alt andet.
Tågen kom uden varsel. Den bredte sig som sølvspind mellem træerne og slikkede over vandoverfladen, indtil hele verden virkede dæmpet og stille. Selv Kennards stemme blev slugt af luften. Båden – eller måske strømmen – begyndte at trække dem ind mod bredden, uden at nogen roede.
Så kom stemmerne.
Svage, som hvisken gennem bark og blade. Kaldende. Fristende. Nogle lød som børn, nogle som gamle venner. Andre som noget, man ikke bør høre.
De diskuterede. Kaelis ville undersøge det, Lucius havde hånden på sværdet, og Niko… du var vist ikke helt afvisende, hva’? Men det var Kennard, som med sjælden styrke i stemmen, sagde: “Nej. Målet er øen.” Og det blev som en bøn. En bøn stærk nok til at tågen lettede.
De nåede ikke øen den dag. Båden kunne ikke længere følge floden, og solen begyndte at dø bag træerne. Så de slog lejr på den modsatte bred – trætte, men beslutsomme.
Godt var det, de holdt vagt, for natten bragte mere end mørke. En bande kobolder, snu og sultne, listede sig frem mod båden og udstyret. Deres små hænder famlede efter mad og våben – men vennerne var klar.
Lucius’ sværd sang i mørket, Kaelis’ pile fandt deres mål, og selv Niko fik slået én af de små bæster bagover med sin stav. Kennard påkaldte et glimt af Zeus’ vrede, og det sidste koboldskrig druknede i nattevinden.
Ingen slap væk. De døde alle – med tyvegods i hånden og rædsel i øjnene.
“Øen”
– skygger under vandoverfladen
Da morgenen kom, lagde de tågen bag sig. Med båden skubbede de sig ud på Alexandros Bath, søens glinsende overflade lå spejlblank og rolig – men stilheden var af den slags, der lytter.
Pludselig gled en skygge under båden.
Stor. Langsom. Tung som en drøm man ikke kan vågne af. Ingen talte, men alles øjne fulgte dens gang under dem, som om vandet holdt vejret. Den forsvandt igen, uden at vise sig. Måske et uhyre, måske en illusion. Men frygten… den var ægte.
Øen selv var ikke stor, men den bar på ruinerne af en fæstning – stenmure halvt væltede, mos og vildnis voksede vildt mellem murbrokkerne. Midt blandt resterne brændte et bål, og ved det sad to orker. Store, stærke og grovsnudede. De holdt vagt – men de holdt ikke nok vagt.
Niko, med sin trofaste stav og sindets kræfter, kastede en trylleformular. Den ene ork faldt til jorden, som ramt af døsig dom, og sov som en beruset vagtmand efter høstfest.
Den anden ork rejste sig, brølende og med øksen klar – men gruppen reagerede lynhurtigt. Lucius stormede frem med sværdet i en bue, Kaelis affyrede en pil der skar luften op, og Kennard – hans stemme som torden – kastede guddommelig kraft i kampen.
Orken faldt. Blodet dampede mod de gamle sten.
Efter kampen med orkerne, blev den sovende vagt bundet og lænet op mod stenmuren. Gruppen vidste dog, at guld og mørke ikke ligger under åben himmel – så de søgte, og fandt en lem i gulvet af det gamle fæstningsværk.
Under lemmen: en stige ned i skæret af evig skygge. De klatrede ned i en gammel gang, hvor fugt hang i luften og hvert skridt lød som et løfte, man ikke kunne holde.
Gangen endte ved en bro – ikke af sten, men træ og rustent jern. Den så gammel ud. Alt for gammel. De bandt et reb om Lucius, som listede over først. Hans skridt var sikre, og snart stod han på den anden side med linen i hånden.
Kennard fulgte, mumlende en bøn, og Niko kom derefter…
Men skæbnen havde andre planer.
Midt på broen lød et knag, og så endnu ét. Før nogen kunne råbe advarsel, brast broen, og Niko faldt – lige ned i det sorte vand under dem. Et øjeblik var der kun plask og tavshed.
Kaelis, stadig med linen i hånden, blev revet fremad, men nægtede at give slip. Med et skrig røg hun med ned – men hendes reflekser og vilje var stærkere end dybet.
Hun klatrede op på den anden side, blødende fra hænderne og rasende som en vildkat. Med rebet fastgjort, lykkedes det hende og Lucius at hale Niko op igen. Gennemblødt, forslået – men i live. Og for én gangs skyld… tavs.
Vejen tilbage var væk. Kun fremad var muligt nu – ind i mørket, hvor guldet ventede. Eller noget langt værre.
“Skygger, Blod og Skønhed”
– prøvelserne under fæstningen
Dybere inde i kælderens mørke ventede fælder og kobolder, men de fire venner havde nu lært at holde øje med mørkets hjørner. Kaelis spottede snore i stenene, Lucius sparkede en af de små bæster fra skjul – og Niko og Kennard holdt moralen oppe, mens de kæmpede sig frem.
Så fandt de det første kammer.
Et torturkammer. Stenbord, rustne lænker, og et bålfad der brændte uden træ – evigt og ondt. På væggen: tre skygger, malet eller brændt fast i stenene, forestillende en ofring. Var det en gåde? En advarsel? En vejviser? De diskuterede længe, men intet kunne løse det. Niko, som bar magiens blik, har siden ikke kunnet slippe følelsen: noget gik de glip af her.
I næste rum stod et alter med en kalk. En kæde med en nøgle hang ned fra loftet som en fristelse man ikke kunne nå. På kalken stod indgraveret:
“Kun den, der betaler blodets pris, får adgang.”
Gruppen diskuterede. De testede. De forsøgte med lidt blod. Med blandet blod. Med for lidt. Men hemmeligheden var ubarmhjertig.
Kun rene ofre – én ad gangen – i tilstrækkelig mængde.
Når de fejlede, slog lynet ned fra alteret og sendte strøm gennem deres kroppe. Smerten var ubeskrivelig. Tårer. Råb. Blod på gulvet. Til sidst lå de alle på dødens rand – hud sveden, hænder rystende.
Men Kennard – med sine bønner og tro – kaldte Zeus’ kraft frem, og med glimt af guddommelig nåde blev de helbredt. Svedige, men sejrende, fik de endelig nøglen fri ved at ofre nok blod.
I det tredje kammer ventede noget mere… æstetisk.
Tre statuer – skabt i grøn jade, forestillende nøgne amazonekrigere, så smukke, at selv Kaelis tabte pusten. På væggen endnu en inskription:
“De ædelmodige og dem med værdighed vil ikke passere, for de føler aldrig skønheden.”
Et spil med ord. En test af stolthed. Af begær. Af… mod.
Gruppen stod længe og så på statuerne. Ingen turde røre. Tiden gik. Sved piblede. Tankerne løb.
Endelig – et valg. Med blikket rettet frem og hjerterne bankende, trykkede de én efter én statuerne på brystet. Og med en lav rumlen gled en dør op.
Bag den: et lille kammer og en trappe op. Og dér… dér stod kisten.
“Kisten og skriget”
– og den ostefyldte sejr
I kammerets midte stod den – kisten. Og som Gurg havde skrevet med sin krøllede goblinskrift, indeholdt den guld og sølv i hundreder. Et skær af rigdom, der kunne få selv en præst til at glemme sine løfter.
Men vejen op… nej, den var ikke lige så gylden.
Trappen snoede sig opad, men langs væggen, på hver side, sad udskårne hoveder – stenansigter med åbne munde, som om de skreg i evighedens smerte. Og det gjorde de.
For da Lucius satte foden på første trin, begyndte skrigene. Ikke lyde man hører, men lyde man føler – som is, der kradser i sjælen, som tabet af alt håb på én gang.
Lucius faldt til jorden, rystende og uden farve i øjnene. Kaelis vaklede, Niko skreg, og selv Kennard kneb øjnene hårdt i.
Men guderne var ikke færdige med dem.
Kennard, med troens kraft, kaldte på Zeus, og hans ord var som et tordenbrag midt i skrigene. Lucius fandt fodfæste. Gruppen fik ro – men kun kort.
Det var Niko – med sin altid uventede opfindsomhed – der trak et stykke ost frem. En fed, stinkende klump fra Ashfords’ forråd. “Her – i ørerne!” Og mirakuløst… virkede det.
Med ost i øregangene og guld på skuldrene, flygtede de op ad trappen, mens skrigene blev dæmpet til et fjernt minde, og lyset fra oven igen ramte deres ansigter.
“Gurgs hævn”
– og skyggens pris
De vendte tilbage til overfladen, trætte men sejrssikre. Guldskatten glimtede, og selv solen virkede mildere mod deres ansigter. Men udenfor… sad orcen stadig bundet.
Solen havde pint ham. Hans læber var sprukne, huden brændt. Da han fik vand, drak han som et dyr – og så… kom spørgsmålet. Hvad skulle de gøre med ham?
De diskuterede længe. Død? Fængsel? Tilgivelse? Til sidst… slap de ham fri. Måske ud af barmhjertighed. Måske fordi han ikke længere var en trussel. Måske for at vise, at de var bedre end ham.
Men Gurg havde fået besked.
På vej hjem, stadig i ly af skovens grene, kom en anden ork frem. Ikke med våben – men med et hvidt flag og et brev.
De kunne ikke tale med ham, men ordene på papiret brændte sig ind i deres sjæl:
“You take Gurg’s gold. You kill Gurg’s guard. You think you smart? You not smart. You thief. You coward.
Now Gurg take something from you. The girl, Bridget. She scream, but Gurg not care. She stay with Gurg.
If you want her back, bring gold. All gold. No tricks.
Come to north clearing in Small Forest. Come when moon high. Bring gold, put it down. Then Gurg give girl back. Maybe.
If you not come, or you try trick Gurg, girl gone forever. She scream more, she scream for all mighty warriors, mayby she scream happy then. After she never scream again.
This Gurg’s last words to you. Choose.”
“Mødet i skyggerne”
– en handel med hjertet, og prisen der steg
Der var ingen diskussion. De fire unge helte var ikke helte, hvis de ikke hentede Bridget Ashford hjem – for hendes skyld, for familiens ære, og for deres egne samvittigheder.
Men de var ikke tåber. Frygten for en fælde sad tungt i brystet på dem alle. Og derfor blev planen lagt – snedig og farlig.
Kaelis, hurtig og skjult som skyggen under en måneformørkelse, gemte sig i buskadset tæt ved mødestedet i den nordlige lysning i Small Wood.
Kennard stod frem som forhandler. Fast i tro og stemme.
Lucius holdt sig nær, klar til kamp.
Og Niko… den opfindsomme, kastede en illusion, så det lignede, at de alle fire stod dér – samlet, stærke, urokkelige.
Men Gurg kom ikke alene. Han kom med mange orker, krigsbærere og skjoldhunde, og en skrigende Bridget i lænker, med frygt i øjnene og skidt i håret.
Gurg så dem. Så illusionen. Og… han smilede.
Han var villig til at forhandle.
Pigen for guldet. En lige bytte. Og den blev gennemført. Bridget løb i armene på Kennard, og guldet blev overdraget.
De skulle have vendt om. De skulle bare være gået.
Men hjertet og stoltheden… de lyver sjældent stille.
Kaelis, i skjul og med hænder som blade i vinden, fulgte orkene, håbende på at finde en måde at stjæle guldet tilbage. At redde lidt ære. Eller bare ramme Gurg, hvor det gjorde ondt.
Men Gurg kendte spillet. Hans egne spejdere havde også holdt øje – og før Kaelis kunne gøre andet, blev hun fanget. Stille, effektivt, brutalt.
Da solen gik ned, og månen steg op, havde Gurg endnu et gidsel. Nu var de igen fanget i hans spil. Og denne gang… var der ingen skatte tilbage at forhandle med.
“Sidste bytte”
– for guld og ære og dem man holder af
Få dage efter fangsten kom endnu en beskidt besked – denne gang uden storslåede trusler, kun kold brutalitet:
“You think you clever. You think Gurg fool. But Gurg not fool. Gurg know betrayal.
You bring gold, and Gurg give girl. But after, Gurg see what you do. You go back on promise.
Now, Gurg take your elf girl. She fight. She strong. She nice. But not stronger than Gurg. Now, she belong to Gurg.
If you want her back, you bring treasure to camp north. No tricks this time. Come to north.
No come, no elf. Next time, Gurg not send note with girl ears but keep and use nice parts.
Gurg”
De fire helte havde ingen planer mere. Ingen luskede tricks eller baghold. Kun et valg:
At betale med det, de havde – for dem, de ikke kunne miste.
Bridget blev sendt sikkert hjem – med Niko og Kennards velsignelse og en hjerteskærende forklaring til familien Ashford.
Lucius og Niko samlede hver en pung fyldt med mønter fra tidligere bedrifter. Ikke guld fra Gurg, men guld vundet ærligt. Der var ikke meget, men… nok, håbede de.
De rejste til orkelejren i nord – uden skjulte blade, uden illusioner. Kun med håb og værdighed.
Kaelis blev ført frem – forslået, men stadig stolt. Hun havde kæmpet, det kunne man se. Hendes blik var mørkt, men ikke knust.
Og Gurg? Han smilede.
Han tog guldet. Han gav elveren fri.
Ingen fælder. Ingen sidste træk. Kun en magtdemonstration. Et endeligt “I har tabt, men I er ikke værdige til at dø.”