Kaelis Wood

Kaelis Wood er en ung eventyrer fra Willowdale. Opvokset omkring The Green Hare Inn, hvor hendes mor arbejdede i mange år, har hun tidligt lært at klare sig selv.

I Blackwood er “Wood” et navn givet til dem uden anerkendt slægt, og Kaelis har båret det uden at lade det definere hendes evner.

Hun arbejder som eskorte for handelsrejsende, tager vagtopgaver og påtager sig det arbejde, der giver bedst betaling. Trænet både i kamp og i mere diskrete færdigheder bevæger hun sig sikkert mellem byens åbne pladser og dens mørkere kroge.

Kaelis er loyal, observant og mere moden end sin alder antyder. Hendes første prioritet er at forsørge sin mor, hvis helbred ikke længere tillader hårdt arbejde.

Hun søger ikke ære – kun muligheder.

—

Fortællingen om Kaelis og hendes mo:

Der var altid en bestemt lyd, der betød, at dagen var slut.

Ikke kirkeklokken.

Ikke de sidste gæsters latter.

Men hosten.

Den kom gennem væggen som en sprække i natten.

Kaelis lærte den lyd, før hun lærte at holde en dolk.

Hun voksede op bag kroens køkken, mellem damp og slidte trægulve. Hun lærte at bevæge sig uden at larme, at lytte uden at blive set.

Hun hed Wood.

Det fik hun at vide tidligt.

Børnene sagde det, som var det en fornærmelse.

Voksne sagde det, som var det en konstatering.

“Kaelis Wood.”

Moren sagde det anderledes.

Blødere.

Som om navnet var noget, der skulle beskyttes.

Der blev aldrig talt om hendes far.

Men en aften, da Kaelis var lille, kom en af Whitlock-mændene ind i kroen.

Moren stivnede.

Bare et øjeblik.

Det var nok.

Senere spurgte Kaelis ikke.

Hun begyndte bare at lægge mærke til ting.

Tavshed er også information.

Da morens hoste blev værre, begyndte Kaelis at arbejde.

Først ærligt.

Så mere… fleksibelt.

Hun så Whitlock-skibene lægge til kaj.

Så mærket på kasserne.

Så guldet flyde gennem byen.

Hun tænkte ikke i hævn.

Hun tænkte i medicin. I brænde. I vinter.

Første gang hun stjal fra en Whitlock-fragt, rystede hendes hænder.

Ikke af skyld.

Af beslutning.

Da hun lagde mønterne på bordet, så moren længe på hende.

“Du arbejder for hårdt,” sagde hun.

Kaelis trak på skuldrene.

“Det er fint.”

De talte ikke om, hvor pengene kom fra.

De talte ikke om Whitlock.

Men begge vidste.

En nat satte Kaelis sig ved siden af sin mor, mens hosten tog til.

“Du skulle have haft et andet navn,” sagde moren pludseligt.

Kaelis svarede roligt:

“Wood er fint.”

Moren så på hende. Der var tårer, der aldrig faldt.

Kaelis tog hendes hånd.

“Jeg mangler ikke noget.”

Det var løgn.

Men det var en kærlig én.

Kaelis elsker ikke med ord.

Hun elsker med:

• Mønter på bordet.

• En kniv ved døren.

• Øjne, der holder vagt.

• Stilhed, der beskytter.

Hun ville hellere være Wood hele sit liv

end se skam i sin mors blik.

Og hvis verden en dag tilbyder hende Whitlock-navnet—

så vil hun huske, hvem der sad på kanten af hendes seng

og troede, hun sov.